Tradotto in: Recensioni 2019 e 1973
Logos (Klassikerforeningens medlemsblad), november 2019, nr. 3
PENTAMETRIA
Niels Felskov:
Bundet på hænder og fødder,
Metrum, rytme og accent på latin,
35.000 ord i pentametre af Ovid
Klassikerforeningens Kildehæfter 2019
Gratis e-bogsudgivelse, Bundet på hænder og fødder, også tilgængelig via
forlagets hjemmeside.
Niels Felskov har efterladt – næh hov, overladt os sine optegnelser og
studier fra sin ekspedition til det prægtige land PENTAMETRIA, nærmere
betegnet de egne, der er befolket af Ovids ’taledigte’. Verslinjer bestå-
ende af to halvdele med tilsyneladende helt ens daktylisk skandering af
stavelserne lang kort kort : lang kort kort : lang / lang kort kort :
lang kort kort : lang – altså to gange halvtredje daktyl. Årtiers arbejde
med analyse af de – som det viste sig – snesevis af forskellige typer af
pentametre har han samlet i en kolossal (ja: kolossal) søgbar digital
database på 581 A4-sider, 5.865 vers, ad usum for enhver der måtte ønske
at forstå hvorfor sådan noget var og er ubetalelig poetisk teknik foruden
sit rigt facetterede indhold.
For Felskov er Pentametria-ekspeditionen – selv i sin helhed, der har
budt på kontrastrige oplevelser (fx Martials friere versbehandling versus
Ovids sirlige konfigurationer) – blot en mindre del af hans livs opdagel-
sesrejse i hele imperiet af latinsk daktylisk poesi. Med en forfinet
verslæsningspraksis og til formålet udviklede digitale værktøjer i baga-
gen har han efterhånden berejst de førklassiske og klassiske provinser i
deres helhed: Ennius, Lucilius, Lukrets, Catul, Horats, Vergil (med ap-
pendiks), Tibul, Properts, Ovid, Persius, Lukan, Martial, Juvenal.
84.000 vers – med intrikate problemer i programudvikling, sammentællin-
ger og beregninger foruden teoridannelse.
Inspirationen til denne rejse står ikke tydelig i det nu udgivne værk om
Ovids pentameter-behandling, men kan røbes af en, der i 1960’erne op-
levede NF live i klassikernes forening Tusculum. Felskov forkyndte, med
vægt i form af en overbevisende deklamation, at en ny stil i danske
læreres og elevers oplæsning af latinske vers var ønskelig, ja nødvendig
– for omsider at forstå og værdsætte hvorfor disse vers ser ud som de
gør. At hævde nødvendigheden af at henlægge en såkaldt ”versaccent” til
den konsekvent entonige lange stavelse giver ingen mening, men meget op-
rørende udtaleforvrængninger. Altså: ud med dum da da dum da da den
monotone (og derfor ustandseligt absurde) betoning af latinske ord for i
stedet at gøre ligesom i prosalæsning: følge de latinske accentuerings-
regler (tostavelsesord accent på første stavelse, flerstavelsesord på
næstsidste hvis den er lang, ellers på tredjesidste) Den ’traditionelle’
måde er en parallel til den gængse danske; vi taler jo (som blandt andre
Otto Gelsted gjorde opmærksom på) i lange stræk i jambiske metra: Hun
var en dejlig stuepige, stor og fræk. Der findes ingen orden på det her
hotel. Undertiden (i sangbare vers) med absurde betoninger: Væ’r vel-
kómmen Herrens år. Eller i daktyliske halvvers, ’pentametre’: Véd du
hvorfor det er koldt? / Fyret er nok gået ud. I danske rytmer skal
prosaaccenten ligge på de lange (eller ’tunge’) stavelser i verset.
Noget af det første der går op for Felskov på ekspeditionen ind i
Pentametrias ovidske regioner er en tydelig forskel i rytmen på de to
halvdele af et pentameter; de får hver sin lydlige karakter, således at
rytmen i den sidste halvdel nøje følger den latinske prosaiske accentu-
ering, mens den første altid afviger en smule derfra, og (som det viser
sig) på mange forskellige måder idet den prosaiske accent (som gør
ordet forståeligt) kan ligge på en kort stavelse eller på den ene del
af en spondæ. Det er denne afveksling mellem system og systembrud, der
er det måske mest fascinerende ved pentametrene. – Om det tidkrævende
arbejde med at opdage, ordne og klassificere disse forskelle beretter
Niels Felskov [LECTOR citeret]:
”Hvad sker der, hvis digteren netop i sidste halvdel af pentametrene
lader sig binde op på græskinspirerede fødder, daktylisk lang-kort-kort
uden variation, og samtidig på sin egenhændige håndtering af betonin-
gernes ufravigelige plads? Frisættes det således (af accentreglerne,
cmt) trælbundne latinske sprog snarest i første halvdel af en radikalt
ændret betoningsfordeling? Eller snarest af første halvdels udbredelse
af talrige seksstavelsesvers og nogle femstavelsesvers blandt færre
syvstavelsesvers?
Dertil kræves som af astronomen eksakte, minutiøse observationer og
gode måleredskaber. De forudgående talskemaer (Felskovs geniale signa-
turer til digital analyse, cmt) er blottet for ord, men deres tilbli-
velse beror på omgang med teksterne i versgrundlaget. Først er de over
en årrække indtastet i et versprogram, der under udførelsen nok efter-
lader markerede halvvers og fødder, men ikke elektronisk søgbare spor
af ordformater. Senest er de vers for vers taget i øjesyn for i hvert
halvvers at indpasse de få ord i op til 142 kombinationsmuligheder af
ordforløb. Et godt greb om vokallængder i bøjningsendelser (overkomme-
ligt) og i stammestavelser (leksikalt umådeligt) er naturligvis til
nytte, men vist ikke gængs blandt undervisere, endsige elever. Inter-
esserede kan finde støtte og, om man vil, læsetræning i samtlige op-
slag i ’Ordforråd’ og ’Spondæisk’, der liste for liste har præcis
samme stavelseskvantitet, groft sagt vokallængde, i samtlige ord.
Nogle ord nok til nogles overraskelse.”
Det er mig ikke muligt, og næppe heller ønskeligt, at vejlede poten-
tielle læsere i at finde rundt i dette opdagelsesværk (nå ja, og op-
slagsværk, om man vil). Jeg kunne ønske – og Felskov kan stadig nå at
producere – en mere pædagogisk brugsanvisning, en manual for begyn-
dere. På den anden side vil den interesserede (og computervante)
klassiker nok hurtigt finde ud af hvad Opdageren har opdaget under-
vejs på sin årtier lange, i perioder afbrudte, rejse i Ovids under-
holdende fortællevers, for man kan næppe undgå at blive grebet af
metodikken og akribien i fremstillingen. At følge Ovids manipulering
med den latinske ordstilling og navigering i en overraskende begræns-
ning i anvendelige ord er et (mig bekendt) ikke tidligere ’interes-
sant’ forskningsemne – hvis relevans Felskov med dyb indføling har
valgt som værkets titel: Ovid var bundet af (verse)fødder, og hans
skriverier (med højre hånd) begrænset af ordforrådet. Det tager en
rytmiker at formidle rytmer.
Disse 581 sider bør blive en sine qua non-affære for fremtidens
danske metrikere. Vigtige dele af værket bør snarest gøres tilgænge-
ligt i lingva franca, af gode globale grunde. Kort sagt: hænderne
på, hands on.
Christian Marinus Taisbak
Gymnasieskolen, årgang 1973, nr. 1
Klassiske fag
Niels Felskov: METRUM, RYTME OG ACCENT I LATINSKE VERS. Studier fra
sprog- og oldtidsforskning. Gad, 1972. 65 sider, kr. 27,00 (gratis
for medlemmer af Filologisk-historisk Samfund).
Jeg finder resultatet fremragende – siger forfatteren om rytmerne i
Plautus’ og Terents komediesprog; det samme kan siges om dette
korte, men meget koncentrerede studie i romersk verslære, der bygger
på omfattende læsning såvel af digterne som af antikke teoretikere
(der citeres fyldigt med paralleloversættelse), indsigt i moderne
verslære, et omfattende statistisk materiale – og en personlig hold-
ning.
Jeg er rytmiker, ikke metriker, siger Felskov: metrikken, der skel-
ner skarpt mellem lang og kort stavelse, fører frem til den monotone,
skanderende oplæsning, hvor vi sætter lang = trykstærk, og derved
lader hånt om vokallængder, modulationer og ordenes faktiske akcentu-
ering samt spillet mellem disse. Ictus-læren afvises; herved opnås,
at der ikke bliver noget ”naturligt” ved at trykket falder på lang
stavelse; i stedet arbejder han med intervaller, korte, lange og
dobbelte, der kan udfyldes på mange forskellige måder, men bliver
udfyldt på langt færre af de formbevidste romerske digtere.
Bogen er for vanskelig for elever; især de første kapitler forudsæt-
ter kendskab til verslærens grundbegreber og latinens kvantiteter.
Men den bør læses af enhver latinlærer; vi kan ikke lære den ”rig-
tige” oplæsning – men advares om, at vi måske ødelægger mere end vi
vinder ved den traditionelle dadum-dadum-metode.
Rolf Hesse.
LatinaLectio 