Fil n. 601 – 17 minutter – Lucan (dansk)

En halv side på dansk om danske heroiske vers, læs fil n. 600 !
601 på dansk til dansk tekst. 246 læst på dansk til latinsk tekst

(oversat af Niels Felskov)                                    Prossimo fil n. 602
Marcus Annaeus Lucanus: Borgerkrigen, 1. bog
1,1                                                                          0:20
Borgerkrig på thessalisk slagmark,  og hvad der er værre,	
vil jeg skildre,  en sejrrig stormagt, der støder sit våben	
i sin krop med hård hånd  forledt af forbrydelsens retskrav,
brud på lov og orden  med slægtningefejde ved fronten,
uindskrænket magtkamp,  mens verden rystes af udåd
fælles for begge fløje,  det romerske folks legioner
vendt som trusel imod hinanden  med spydsod mod spydsod.	
1,8                                                                          0:52
Sanseløst våbenmisbrug!  Når romerske borgere blødte
ramt i kampe med lede fjender,  hvad skulle det nytte	
at føre den slags krige,  der afsluttes uden triumftog?	
Babylon burde tugtes,  de mistede felttegn erobres
hjem som hævn for,  at Crassus omkom med tabet af hæren.	
Med det blod, der i borgerkrigen  har flydt mellem landsmænd,	
ak, hvor kunne meget  til lands og til søs være vundet
østpå ved solopgangen  og vestpå ved stjernernes nedgang,
under sydlandsk himmel,  der gløder i middagens hede,
eller nordpå,  hvor vinterfrosten kan modstå et forår	
med sit jerngreb om islagt farvand  i fastlandets klima:	
rå barbarer bag Sortehavet  gik snart under åget,	
Østerlandets stammer,  de vilde ved Nilflodens kilder!
Rom, du har stadig fjender.  Din lyst til modbydeligt manddrab
vendt mod dit eget indre  fortjener at styres til den tid,
hvor alverden er underkastet  latinernes love.	
Vor tids ringmur hælder  mod halvtsammenstyrtede huse,
stenblokke kvaser murværk,  nu ligger Italiens gamle
herskabshuse forladt tilbage,  hvor opsynet svigter,	
mens en sjælden strejfer  besætter et bosted i byen.
Tilgroet, kratbevokset,  i årevis urørt af ploven
ligger marker i Vesterlandet,  hvor arbejdskraft mangler.	
Ingen Pyrrhussejre  og nederlag til Karthago
er dog årsag til ussel voldsmagt  som den, der er hændt os:	
borgere har lagt hånd til  de dybe sår, som vi modtog.
1,33                                                                         2:48
Men hvis Neros adkomst  til magten er fastlagt af skæbnen
til at ske ad den vej  og dyrt betalt, som da guder
trælbandt himlen i evigheden  og Tordneren sejred	
i et nødvendigt angreb  på vildt brutale giganter,
lad os da alle bede  til tak for forbryderisk udåd:
krigens sold er Nero,  der løfter arven fra Cæsar!
Offerblod til Karthagos døde  skal mætte en slagmark	
i frontalslag,  lad Thapsus, Munda og Farsalos bløde	
skæbnesvangert  for hungersnøden Perusia udstod,	
Mutinas indeslutning  og kampe mod slaver ved Ætna,
barske søslag  imellem Leukas og Aktions forbjerg!	
Rom skylder trods alt tak for,  hvad borgerkrigene bragte
med sig for din skyld, Nero.  Engang når du farer til himmels,
lad det ske sent ved vagtafløsning,  så får du dit ståsted	
hvorsomhelst og til himlens jubel  hvad enten som hersker	
eller som den, der styrer  Apollons flammende solvogn
over jorden,  som intet frygter fra solens forandring,	
i et vældigt lyshav.  Hver guddom vil vige sit sæde,
og naturen vil overlade  dig ret til at vælge,	
hvor du behersker verden  og hvilken gud du skal være.
Karlsvognens kolde nordpol  og sydhimlens glødende sfære
vælg dem ikke til hjem og tronstol,  når du går i kredsløb,	
se ikke skævt som stjerne  til Rom fra den fjerneste himmel!
Tynger du ned på én del  af æterens vældige kuppel,
rykker din vægt balancen.  Hold himmelhvælvet i ave
ligevægtigt midtpå,  lad luftrummet dér holdes åbent
overvåget af kejser Nero  og helt uden skyer!	
Gid det vil ske til den tid,  at menneskeheden får nedlagt
våben, så fred på jorden  og mellemfolkelig bistand
stænger Janustemplet  med lås for krigsgudens jerndør!
Digterhjertet  er allerede besat af din guddom	
i mit indre,  jeg agter ikke at anråbe Bacchus	
fjernt i Nysa  og ænser ikke Apollon i Delfi:	
sandsagn i romersk verskunst  har du al magt til at give.
1,67                                                                         5:24
Årsager til så store  begivenheder vil fremgå
i et vældigt materiale,  jeg lægger for dagen.	
Verdenskrigen udbrød,  et folk gik amok under våben
forårsaget af skæbnens omslag  misundeligt rettet	
mod hver stormagt,  der tungt og længe har hersket som Rom, men	
tungt må falde for egen byrde.  Den kosmiske orden	
brister i tidens fylde,  og efter årtusinder opstår
urtids kaos,  naturen søger sit ophav, så stjerner	
planløst tørner sammen  og himmellegemer styrter
glødende ned i havet,  der brager mod kyster på landjord
uden kraft til at modstå,  mens månen i oprør mod solen
ruller modsat  og kræver ret til at lyse om dagen	
utilfreds med sin skæve bane,  naturlove brydes,	
skaberværket smadres,  og alt bukker under i tvedragt.
Alt, hvad stort er, falder.  Den grænse for vækst er af guder
fastsat for altings trivsel.  Tilfældige fjender har ikke
misundt folket  dets herredømme til lands og på havet:	
Rom, du er kun selv årsag  til alt, hvad af ondt der har ramt dig,
fælleseje for triumvirers  dødbringende forbund	
fastholdt som kongemagten,  der aldrig var delt mellem flere.
Føj for et samarbejde  om blind begærligheds vinding!
Hvad skal den til, den magtkamp  med verdens befolkning som gidsel?
Aldrig, så længe himmel  og jord og hav i balance
udgør verden  og solen ruller sit evige kredsløb	
fulgt af natten  på samme himmel med stjerner som altid,	
aldrig vil tillid råde  i partnerskab om at herske,
aldrig vil magten tåle  at deles af flere. Beviset
ses ikke kun i fjerne  befolkningers skæbnefortælling:
romernes ældste mure  har Romulus' brodermord rødnet,
dengang blod blev udgydt  forrykt i en strid om asylret,
ikke til pris for magten  til lands og til vands som i vor tid.
1,98                                                                         7:47
Samarbejdet bestod kun kort tid  i indbyrdes modstrid,	
freden var ikke ønsket  af lederne selv, men iblandt dem
var alene Crassus  til hinder for krigen, der fulgte.
Som den snævre Isthmos,  en landtange mellem to have,
bryder bølger, Ægæerhavet  vil skylle imod det	
Joniske Hav, hvis tangen  forsvinder, således holdt Crassus
ledernes kampkraft adskilt,  men faldt i slaget ved Carrhæ:
dræbte soldater dækked  den mellemøstlige slagmark,
tabstal meldt fra fronten  mod partherne udløste vildskab.
Rom led skade af det frontalslag  imod Arsakider,	
efter nederlaget  kom borgerkrigen i tilgift.
Våbenbrug delte magten.  En sejrrig stormagts beståen,
verdensherredømmet  bredt ud over have og landjord,
levned ikke en plads til begge.  For Julias pant på	
bånd mellem mand og fader,  det ildevarslende bryllup,
tog hun med sig til dødens skygger,  da Parcerne bortrev	
hendes livstråd.  Om blot den skæbne var Julia givet,	
at hun fik lov at leve!  Som ene kvinde imellem
galsindet mand og fader  fik hun vel fravristet begges
hænder våben og givet håndtryk  som mellem sabinske	
svigerfædre og svigersønner  ved kvinders formidling.	
Ledernes tillidsforhold  forsvandt, da Julia døde,
sporen til krigsudbrudet  var rivalisering om stordåd.
Nye bedrifter truer  Pompejus med at fordunkle
hans triumftog i gamle dage  for sørøverkrigen,	
Cæsars sejre og hårde træning  i Galliens felttog	
gør ham rastløs på andenpladsen  og opstemt til kampen.	
Hverken Pompejus tåler  en ligemand nu, eller Cæsar
nogen leder.  Men hvem har mest ret til brugen af våben?	
Ikke godt at vide!  Hver part har sin magtfulde opmand:
guderne støtter sejren,  den tabte sag støtter Cato.
1,129                                                                       10:13
Uens var de ved sammenstødet.  Den ene politisk	
sindig af lang tids virke,  men ude af faget som krigshelt.
Nær ved at være gammel  med eftermælet for øje
gav han meget  i håb om gunst i den brede befolkning,	
trivedes bedst ved bifald  i eget Pompejusteater,
tillidsfuld ved sin fortids lykke,  men uden at vinde	
kræfter til nye kampe.  En skygge kun af et stort navn
stod han, som egetræet  på frodig mark står behængt med
krigstrofæer og offergaver  fra henfarne slægter	
skænket af magtens herrer,  dog uden kraft i sit rodnet,
kun stabilt ved tyngden,  med nøgne visnede grene,
intet løvspring i egekronen  kan skygge for stammen,	
østenstorme  vil snart få bugt med den svajende kæmpe;	
selv om robuste træer  i mængde omkring står i opvækst,
æres dog kun hin ene.  Hos Cæsar derimod talte
ikke så meget navnet  og feltherreryet som rastløs
fremdrift og ubehaget  ved fredelig sejr uden slagmark.
Barsk af væsen i vredesudbrud,  ubændig i håb om	
håndfast handling  og uden skånsel i væbnede angreb,	
rask til at følge held op  forlangte han gudernes bistand,
gik lige på og hårdt frem  mod alt, hvad der stod ham i vejen
op mod toppen.  Han nød at pløje sig gennem ruiner,	
som når lynet  i stormvejr springer igennem et skylag,	
brager på himmelhvælvet  og knitrer ved æterens modstand,
flænser himlen,  terroriserer en bange befolkning	
blændet af zigzagstriben,  en ildkraft intet kan modstå;
lynnedslaget  og lynets opdrift tilbage til rummet	
spreder kaos i himmelzonen,  såvel som på jorden	
død og fordærv i ildstorm,  der næres af talrige brande.
1,158                                                                       12:14
Ikke kun lederansvar,  men samfundslivet gav kimen
grobund for krigsårsager,  der kvæler hver stormagt i væksten.
Rom havde underlagt sig  til overflod verdens ressourcer
heldigt vundet,  moralbegreber var veget for rigdom,	
fjendtlige røverier  og krigsbytte ledte til luksus:
ødselt forbrug af penge  og boliger, sult der skal stilles
kræsent og usædvanligt,  en moderigtig beklædning,
hankøn klædt som de unge damer;  mandfostrende nøjsom	
livsstil er foragtet,  der hentes til Rom fra alverden
alt, hvad hvert sted et folk forgår ved;  til vidtstrakte godser	
samles agre,  for markjord furet engang af Camillus'	
hårde plovjern  og underkastet en Curius' hakker	
drives nu i stordrift  af fremmede bosatte husmænd.
Det blev et folk, som ikke  kan trives ved ro og i fredstid
styrkes af egen frihed,  mens våbnene henligger urørt.
Vrede fik hidsigt udløb,  uhyrligheder begik man
nedrigt forledt af armod,  med våben vandt man sig status
mere magtfuld end fædrelandet,  så vold blev et mål for	
retsgrundlaget,  med stemmekvæget blev lov sat igennem,	
gældende ret blev omstødt  af konsuler som af tribuner;
magtens symbol blev ranet  ved konsulvalg mod betaling,
købt på auktion hos folket  i samfundsskadelig valgkamp,
embeder solgt som varer  på Marsmarkens årlige marked;
renters rente  i grådig tilvækst som følge af dette	
nedbrød kredit og tillid,  og mange så fordel ved krigen.
1,183                                                                       14:07
Cæsar var snart sat over  de frostkolde Alper i ilmarch
fast besluttet  på krig og voldsomt omvæltende oprør	
straks derefter.  På grænsen stod han ved Rubicons åløb,	
hvor i mulm og mørke  en høj og statelig kvinde,
fædrelandets billed,  kom hærens fører for øje
ængstelig, dybt forgræmmet  med stridt gråt hår under kronen
trindt besat med tårne;  med armene blottet og udstrakt
jamrede hun og talte:  "Hvad rykker I videre frem mod,
mænd, under mine felttegn?  På lovens grund går en borger
hertil og ikke længer!"  Et choks hårrejsende gysen
ramte Cæsar,  bomstille stod han som kuet af mathed,	
holdt tilbage  på selve bredden ved Rubicons vande.	
Øjeblikket efter  besvor han magterne: "Hør mig,
Tordengud, storstadsværner  på Roms tarpejiske klippe,
I Penater,  Iulus' slægt har i eje fra Troja,	
gud Quirinus, du gådefulde,  og Latiums skytsgud	
Jupiter højt i Alba,  vestaliske arneild, Roma
æret selv som guddom,  stå bi! Ikke furiers hævntogt
går til angreb,  nej, jeg er Cæsar, til lands og på havet	
den der sejrer  og villigt kæmper for Rom alle vegne.	
Hans er skylden,  hvis han gør mig til en fjende af dig nu."	
1,204                                                                       15:34
Dermed brød han  enhver forhaling af krigen og ledte	
felttegn over floden.  Han var, som når Afrikas løve
midt på en hed, tør slette,  hvor jægere fik den på kloshold,
usikker brat er standset  og hidser sig op fuld af vrede;
har den brutalt først tirret  sig selv ved at piske med halen,
oprejst manken  og åbnet gabet i rumlende brølen,	
raser den vredt, om også  et spyd fra en rapfodet maurer
gennemstikker flanken  og jagtspyd i mængde har strejfet:
uanfægtet af sår og våben  går løven til angreb.	
1,213                                                                       16:14
Sparsomt flyder kilden,  der udleder Rubicons vande
farvet røde,  i sommerheden med lavvandet åløb	
bugtende sig i dalbund  som grænsefloden imellem
gallisk landskab  og jord, der fostrer italiske bønder.	
Vintervejr lod dog floder svulme  med nymånenedbør	
tredjedagen, der varsler regnskyl;  sydøstlige vinde	
havde sendt vandkaskader  fra Alpernes drivvåde tinder.
Op på skrå mod floden  jog ryttere hestene forrest
dæmmende op for strømmen,  dem fulgte det øvrige mandskab
godt beskyttet i vadestedet  af dyrenes kroppe.

Scarica file Word? (> Courier 10) o file PDF è possibile
En halv side på dansk om danske heroiske vers, læs fil n. 600 !

Prossimo fil n. 602
Marcus Annaeus Lucanus: Borgerkrigen 1,223-465 [Bellum civile]
Ritorna a INDEX o (Nuova!) HOME PAGE 2O23 LatinaLectio!