File n. 602 – 18:14 minuti – Lucan (dansk)

Cerca Ctrl + F (find). Ultimo file Versio
Scarico di file Word e Audio separati è possibile (download …)

602 på dansk til dansk tekst. 247 læst på dansk til latinsk tekst

Versio 602 = Lectio n. 247 VERSIO LECTA Danske heroiske vers – Lucan. Borgerkrigen 1,223-465
Skrevet og læst med betoninger som af Vergil: ritmo accentuato virgiliano
Marcus Annaeus Lucanus: Borgerkrigen, 1. bog (oversat af Niels Felskov)
1,223
Straks da hans mænd betrådte  Italiens jord og forbudt land
hinsides grænsefloden,  lod Cæsar dem standse og talte:
"Fred har jeg her lagt bag mig  og retfærds forkætrede veje.
Krigslykken går jeg efter,  lad falde enhver overenskomst!
Har vi sat lid til skæbnen,  må krigen nu tjene som opmand."
Efter talen  hev Cæsar rastløs af sted med kolonnen	
midt om natten,  han holdt et tempo som pil fra en parthers	
bue med skud fra ryggen,  som slyngekasterens stenslag,
overfaldt nabobyen  Ariminum truende, alt mens
stjernerne veg for solen  og morgenens Venus blev borte.
Dette dagskær stod for  at kaste lys over krigens
første oprør,  men søndenvinden og jagende skyer	
mørknede himlen dystert,  måske efter gudernes vilje.
Tropperne tog nu stilling  på torvet og oprejste felttegn
efter ordre,  fra dumpe krumhorn og skingre trompeter	
smældede rå signaler,  revolutionære fanfarer.
Brat var freden forbi i byen,  og våbenfør ungdom	
sprang af senge,  rev våben til sig fra hjemmets Penater,	
som de i fredsår hang ved;  de revnende buklede skjolde,
kastevåben med døvet spydsod  og sværd, der var nopret	
ræverøde af rustens angreb,  dem greb de til forsvar.	
Men det var kendte felttegn,  de romerske ørne, der glimted,
Cæsar i hærens midte  var synlig som ophøjet leder:
angst tog ved dem,  de gøs ved synet og stod som forstenet	
uden at sige noget,  men gjorde sig modløse tanker:
"Det er forbandet dårligt  det sted, man har anlagt en by her,
gallerne alt for nærpå;  når altomfattende fredstid
råder uforstyrret,  har rovgridske horder besat os
først under fjendtlig fremmarch.  Et hjem i det fjerneste østen
eller nordpå  nomadelivet i frostbundne egne	
var en bedre skæbne  end Latiums fremskudte forpost.
Her forbi trak senoners felttog,  vi så som de første	
angrebslystne teutoner, kimbrer  og Afrikas krigshær,	
alle med Rom for øje;  hvis krigslykken sendte dem dér ned,
gik deres vej forbi her."  Enhver stod med indestængt jammer
uden mod til at røbe frygten  og udtale højlydt,	
hvad han led ved;  som fugle trykker sig midvinterdage,	
mens naturen  og havet lydløst og blikstille hviler,	
sådan tav de.  Men se! For dagen er frostnatten veget,	
krigens hede ånde  har pustet med brændende fakler,
opildnet dem, der tøver,  og skæbnens bestemmelse driver
mænd til skamløs krigsfærd;  et lykketræf hitter på påskud:
Cæsars oprør er velbegrundet,  retfærdig er krigen,	
for tribuner i splid med andre  er truet som Graccher	
af senatets retsbrud  til flugt fra et Rom, der står splittet.
Feltherrens marchkolonne  i nærheden er de på vej til
fulgt af en overløber  bestukket til fræk propaganda,
forhen folkets stemme  med mod til at værne om frihed,
menigmands vilkår jævnført  med magtens mænd under våben.
Curio er det. Afbrudt  blev førerens tanker af tale,
straks de mødtes:  "Hil Cæsar! Retten til feltherreposten	
har vi talt for imod senatet,  mens ord kunne gavne	
din politik og magtkamp,  mens taler fra Rostra til folket
tillod mig at hverve  tvivlrådige romere for dig.
Nu, da love er kyst til tavshed  af krig, blev vi udstødt,	
drevet fra hus og hjemsted  og tåler landflygtighed villigt;
borgere vil vi blive  igen ved sejren, du vinder.
Så slå til nu,  imens din modpart er rystende dårligt	
forberedt! Det skader  den velforberedte at vente.
Ens er møjen og risikoen,  men udbyttet større	
end i krigen, der tog dig ti år  i Galliens mindre	
del af den hele verden.  Men vind nogle få slag med lethed:
Rom vil lægge for Cæsars fødder  den vidtstrakte verden.	
Vender du nu tilbage,  vil intet triumftog i byen
vente dig, ingen laurbær  at indvie til Kapitolen;
nid og nag vil nægte  dig alt, og du selv står til straf for
terror mod undertvungne.  Din svigersøn står for at skulle
nedkæmpe dig som fjende;  total magt, du ikke får del i,
den kan du få alene."  De ord fra en forudindtaget
gjorde både den mand, der talte,  og feltherren hidsig	
efter krigen;  en fuldblodshest ved olympiske lege	
hidses på samme måde  af publikums brøl spærret inde
i sin startboks af smadret træværk,  den sparker sig ud af.	
1,296
Straks kalder han til samling,  bevæbnede delinger fylkes
under faner,  på forum flokkes en myldrende mængde;	
Cæsars åsyn befaler tavshed,  hans næve er udstrakt:	
"Krigskammerater! Sammen  med mig hårdt prøvet i krigens
tusinde farer ti år  i træk har I kæmpet og sejret.
Hvad fortjener det blod, I udgød,  på slagmarker nordpå,	
kvæstelser, død og kulden,  der bed under Alpernes vintre?
Mon, at Rom er rystet  af krigsforberedelser mod jer
mere voldsomt,  end hvis en puner som Hannibal stod her,	
Alperne var passeret,  nyt mandskab opbygger kampkraft,
alle vegne skoves  til flåden, på Cæsar beordres
landværts og søværts klapjagt?  Men tænk, om sejrende fjender
trampede over felttegn  og sendte en bølge af grumme
galliske stammer bag mig.  Når nu jeg har krigslykken med mig
og er redskab for høje guder  på vej op mod toppen,	
møder de os med angreb.  En feltherre fratrådt i fredsår
lad ham føre blandt civilister  en hær skrabet sammen,	
lad en Cato af navn, en taler  Marcellus gå mod jer!	
Konger i randområdet,  afhængigt af gæld til Pompejus,
tro kun, de forkæler  den mand som en konge på livstid!
Manden dristed sig til triumftog,  før alderen tillod;	
den mand slipper på intet tidspunkt  den magt, han har grebet.	
Landbrugsjord i den ganske verden  har han jo lagt øde,	
underkuet de stakkels sultne.  Og Forum Romanum	
ved I blev befæstet  som feltlejr, domstolen kranset
som en uhørt trusel  af dystert glimtende våben
midt under rettergangen;  Pompejus' soldater marchered
ind og slog ring om Milo  på anklagebænken for dødsvold.
Frem for at gå i stå nu  som træt gammel mand gør han klar til
krige, som han er vant til,  modbydeligt borger mod borger;
Sullas lærling  har overgået forbrydelsens mester.	
I de hyrkanske skove  vil tigre med usvækket blodtørst
stadig kredse om ynglesteder,  hvor huntigre fostred	
ungerne op med blodstrøm  fra flænsede kødkreaturer;
således har Pompejus  fra Sulla sin jernsmag og blodsmag,
stadig tørster han efter mere.  Er kæften besudlet	
en gang af blod i svælget,  bevarer man rovdyrinstinktet.
Hvad kan vel gøre ende  på magtmisbrug i så lang tids
umådeholdent lovbrud?  Du uvorne knægt under Sulla,
han kan lære dig i det mindste  at gå fra dit styre!	
Efter kamp mod kilikerbander  og Sortehavskystens	
trætte olding,  knap vundet efter barbarkongens selvmord,	
er da 'Cæsar'  retræteposten, der gives Pompejus	
for mit nej til ordren,  at jeg giver Roms legioners
sejrende felttegn fra mig?  Man nægter mig løn for min indsats;
selv uden mig som leder  fortjener I mænd dog belønning
efter de mange krigsår:  triumf uanset triumfator.
Hvor går de hen de gamle,  hvis kræfter er udslidt af krige?
Udtjente, hvilken bolig  og hvilken agerjord får de
til at dyrke?  I hvilke byer bor krigsveteraner?	
Sørøverkrigens fanger  fik anvist jord af Pompejus,
hvad så med jer soldater?  Den slagkraft, vi vandt os, skal bruges.
Fremad! Marchér mod sejre  som dem, I har vundet så længe.
Hvad man omsonst har ret til,  det tiltvinger man sig med våben:
ikke plyndring og militærkup,  nej, guderne bistår.
Herrefolket skal ud af  den frivilligt trælbundne storby!"
1,352
Det var talen.  Men ubeslutsomt lød indbyrdes snakken	
uklart fra folkemængden.  Respekt for de fædrene guder
nedbrød viljen  blandt blodberuste, der strutted af kampmod;	
våbenlir og angsten  for føreren rykked dog i dem.
Lælius, der var forrest  i rang i mandskabets rækker
og bar tegnet på egekransens  fortjente belønning	
skænket ham for redning  af medborgerliv, tog til orde:
"Hærfører størst af alle  i romernes væbnede styrker!
Hvis det må være tilladt  at sige sin ærlige mening,
når så langmodig træghed  har holdt dine tropper tilbage,
brokker vi os derover.  Så os har du ikke sat lid til?
Vi har hedt blod,  som holder kroppen i form og i ånde,	
muskelstyrke, der magter spydkast.  Hvorfor skal du tåle	
sølle politisk modstand,  senatet, der ter sig som konge?
Er det så slemt, det just er  i borgerkrig at man sejrer?
Led os mod skytherstammer,  mod sværttilgængeligt kystland
Afrikas Syrter, led os  mod hed og udtørret ørken!
Denne hånd, der deltog  i straffeaktion ud i verden,
slog med åren  Atlanterhavets højt bovnende bølger,	
rammede bro ned nordpå  i Rhinens frådende flodvand.
Lystre ordrer det kan og vil jeg,  sådan skal det være.	
Medborger er han ikke  for mig den mand, du befaler
kamp mod med krigstrompeten.  Ved ti års sejrende felttegn
og triumftog fra hver en fjende,  jeg sværger dig, Cæsar:	
Om du så beordrer  at støde mit sværd i min egen
bror i brystet, min far i struben,  min kone i bugen	
med en ufødt,  jeg gør det hele, hvor nødig jeg vil det;	
om så at plyndre guder  og antænde brande i templer,
hærens smeltedigel  gør gudebroncer til mønter;
om så at indkvarteres  i lejr ved Tiberens bredder,
måler jeg uden skånsel  beslaglagt jord mellem bønder;
hvilken italisk købstad  du end vil jævne med jorden,
bomstærke arme vædrer  og nedbryder kampestensmure,
på din ordre tilintetgøres  hver by, om så selve	
Rom er byen."  De ti kohorter gav fuldtalligt bifald,	
oprakte næver tilbød  at slås i alle de krige,
han måtte kalde ud til.  Et brøl gik i luften så voldsomt
som på Ossabjerget,  når vindstød af stormstyrke hærger
fyrreskoven  og nordenvinden fra Thrakien trykker	
træer med brag mod jorden  og lader dem knejse og slå sig.
1,392
Cæsar ser nu,  at skæbnetimen er inde og hæren	
så stærkt opsat på krig, så passivt  forspilde sin chance	
vil han ikke,  men samler tropper fra Galliens lande	
og går mod Rom med hele  besættelseshæren i opbrud.
De har rømmet Lemannersøens  befæstede teltlejr,	
rømmet Vogeserlejren,  der højt på den bølgende bjergkam
holdt de rå ligoner  med malede våben i ave.
Isaras vadesteder  har andre lagt bag sig, en biflod
først ført langvejs med egne vande  for siden at indgå	
navnløs i hovedfloden  og sammen med den nå til havet.
Okkupation i lang tid  er slut for de blonde rutener,
stille flyder Atax  nu lettet for romerske skibe,
også Varus,  den grænseflod hvor Italien ender,	
ånder lettet op som  tillige det hav, som Monoikos
Herakleshavnen modstår,  hvor hverken nordvestvinden råder
eller stormvejr vestfra  har styrke bag krummede klipper	
og hvor nordenvinden  alene gør indsejling utryg, 
også Atlanterhavet,  hvor kystlinien ubestemt skifter
regelmæssigt imellem landjord  og havet, der mægtigt	
oversvømmer  og atter viger med svindende bølger.	
Om så vindpres fra horisonten  får flodbølgen løftet,	
men ved ebbe svækkes,  om havets labile gudinde
Tethys svulmer  i stjernestunder og måneskinstimer,	
eller om Titan, solen  med flammende glød, stemmer havets
bølger op mod himlen  og suger de kvægende vande,
udforsk naturens kræfter,  hvis nogen behøver forstå det!  
Evig gåde for mig forbliver  det tidevandsskifte;	
gudernes vilje er det.  Nuvel, de lejre, der før lå
ved Aturus langs flodens bredder  såvel som på landet	
blandt nemeter  og nær tarbellers blidt rundede havbugt,	
er i opbrud,  ved fjendens afmarch er gallerne lettet,	
dels suessoner, der slynger langspyd,  og dels bituriger,	
dels santoner, leucer  og remer, der kaster med armstræk,
ringridekunstens mestre  sequanernes dygtige hestfolk,
lærenemme belger  med styr på den keltiske kampvogn, 
de arverner,  der slår sig op som latinernes brødre	
folk af samme trojanske herkomst,  de alt for rebelske	
nervier, samt de svorne,  der slagtede Cotta med edsbrud,
de der er iklædt bukser  med vidde i stil med sarmater,
vangioner,  bataver også, de vildmænd som skingre	
broncekrumhorn gør kampberedte,  og de der har hjemme	
nogle, hvor Cinga snor sig,  og andre ved rivende bølger
Rhodanus forener  med Arar og sender i havet,
andre bosat skyhøjt  i sne på Cervennernes bjergkam.
Fri for afgift  af egen jord er pictoner nu blevet,	
og turoner  er fri for lejre om stammen på vandring,	
ander, der før forsumped  i tågen omkring Meduana,
liver nu op ved Ligers  fredsommeligt strømmende vande,
Genabum slipper af med  soldaterne bosat i byen.
Krigsskuepladsen flyttes  til glæde for både treverer
og ligurer,  et folk i vor tid kort klippet, men førhen	
frem for nogen galler  med udslået skulderlang hårvækst,
også for dem der ofrer  makabert blod til Teutates,
grum som han er, og Esus  den stygge og Taranis' alter,
fuldt så grum en guddom,  som Artemis er det blandt skyther.
1,447
I, der skænker  til heltes sjæle, til faldne i krige	
eftermæle i kvad og lovsang,  I keltiske barder,	
får med en ny tids tryghed  nu skabt mangfoldige digte.
I druider  har genoptaget uhyggelig ofring	
efter barbarisk ritus  som før besættelsestiden.
Viden om himlens guder,  måske uvidenheds vantro,
står alene I for,  I bor dybt inde i skove
fjernt i offerlunde.  I jeres tro vil de døde
ikke ende som blege skygger  i mulm under jorden,	
tyst hos dødens guddom;  de samme sjæle får legem
andre steder,  og i et langt liv er døden kun midtpunkt,	
hvis I da varsler sandsagn.  I hvert fald er folk oppe nordpå
fri for dødsangst,  den frygt der trykker os mere end nogen,	
salige er de vantro.  De mænd er beredt til at storme
frem mod våben  og møde døden med sindsro i sjælen,	
fejt er det kun at redde  det liv, der vil vende tilbage.
1,463
De der var lagt som forpost  til værn mod de hårfagre caycer,
går mod Rom nu  og vender ryggen til truslen mod Rhinen,	
efterlader en blotlagt verden  til fremmede horder.

Ultimo file Versio

%d blogger hanno fatto clic su Mi Piace per questo: