Tre filer 605A og 605B og 605C. Alle oder som af Sapfo.
Oversat af Peter Zeeberg. File n. 345 er latinsk originaltekst.
Midlertidig, til orientering om Saxo på dansk for samarbejdspartnere. Den kan tænkes snart at forsvinde uden at vække interesse. Ingen andre oversættelser end noget af Lucan og Martial udsendes varigt.
Saxo Grammaticus: Danmarkshistorie, 1. bog, kapitel 4, stykke 12
12
Gram, den stærke, greb om sin gode kølle,
glemte jern og stål og lod træet tale,
fægted’ uden sværd og lod kævlen knuse
herskerens våben.
Fulgte skæbnens bud og de højes vilje,
undertvang det stolte, men svage Sverig’
da han dræbte kongen med slag fra køllen,
slog ham med guldet.
Ja, han grubled’ længe og fandt en udvej:
svang den gyldne kølle med begge næver
til han i triumf med et prægtigt slag drev
kongen i støvet.
Den som skæbnen ikke lod jernet fælde,
overvandt han klogt med sin stærke guldstav.
Sværdet tav, men andet metal, og bedre,
sikrede sejren.
Dyrebar er køllen, dens ry vil vare,
vandre stadig videre ud i verden.
Med sin skaber, Gram, skal den indta’ ærens
højeste tinde.Saxo Grammaticus: Danmarkshistorie, 6. bog, kapitel 9, stykke 3-16
3
Vege unge mænd må gi’ plads for gamle,
vise lidt respekt for den høje alder.
Hos en tapper kriger skal ingen klandre
årenes antal.
Selv om hovedhåret er hvidt af ælde,
har den gamle stadig det samme mandsmod.
Tidens strøm kan intet ta’ fra en oldings
mandige hjerte.
4
Sidemanden støder mig barsk fra bænken.
Gode former bryder han groft, den slyngel.
Maven er hans herre, og mad på bordet
alt hvad han ønsker.
Dengang jeg blev regnet blandt Frodes hirdmænd,
fandt jeg altid plads mellem kongens kæmper
øverst i hans hal, som den største stormand
sad jeg ved taflet.
Det var bedre tider, men alt er ændret:
jeg må sidde klemt i en krog som fisken
når den vimser ned i et sikkert smuthul
dybt under bølgen.
Jeg der før i tiden var vant til bedre,
sad til bords på bænke med smukke hynder,
stødes nu helt ned blandt den usle pøbel,
drives fra hallen.
Jeg var såmænd nok blevet smidt på porten,
var jeg ikke ramlet med siden forrest
mod en væg, og havde en stolpe ikke
spærret mig vejen.
Hoffets horder hujer og griner ad mig,
ingen modta’r mig som en gæst fortjener.
Jeg må stå for grovkornet spot og tåle
bidende sladder.
5
Rygter svirrer, hvad mon for nyt de bringer:
Hvordan står det til, hvordan lever landet?
Jeg er her som fremmed: hvad sker der hos jer?
Det vil jeg vide.
Hvorfor, Ingjald, står du i synd til halsen?
Ingjald, hvorfor hævner du ikke Frode?
At din gode far blev så grusomt myrdet,
rø’r det dig ikke?
Sløve drog, du lever for mad og hvile,
kræser for din vom som en lasket luder!
Har det ingen vægt at få hævn for mordet,
hævne dit ophav?
6
Sidst jeg rejste bort og forlod dig, Frode,
fik jeg denne anelse, ja jeg så det,
at du skulle falde for fjendens våben,
mægtige konge!
Og mens rejsen gik imod fjerne egne,
følte jeg et varselsfuldt stik i hjertet,
det var varsko om at jeg aldrig siden
fik dig at skue.
Ak, hvor var jeg langt fra min herre Frode,
førte krig mod stammer ved verdens ende
dengang lumske fjender med list og rænker
myrdede kongen!
Ellers havde jeg taget hævn for herren
eller delt hans trængsler og bitre skæbne
og med glæde ledsaget denne store
konge i døden.
7
Jeg er ikke her for at kildre ganen,
det er ganens laster jeg nu slår ned på.
Jeg vil ikke pleje min hud og proppe
vommen med mundgodt.
Aldrig før har nogen navnkundig konge
sat mig langt ned midt mellem fremmed udskud,
altid har jeg fået min plads til højbords
blandt mine fæller.
Langvejs er jeg rejst fra de fjerne svenske
egne i den tro der var løn at vente
hvis jeg blot fandt frem til min kære Frodes
afkom og arving.
Jeg har søgt en helt, men jeg fandt en frådser,
en der kun går op i at proppe i sig,
en hvis ækle lyster har ført ham ud i
uhæmmet vellyst.
Halfdan talte sandt, nu kan alle se det,
da han spå’de mig hvad der ville hænde:
at en kløgtig far skulle få en ganske
tomhjernet arving.
Men hvor råddent afkommet end må være,
vil jeg aldrig tåle at Frodes skatte
klattes bort til fremmede folk og frit kan
røves af ransmænd.
… hvorefter han med høj og klar røst sang videre:
8
Væk med den dér, fri mig for damegaver!
Sæt dit hårbånd rundt om dit eget hoved!
Smykker bær’ kun elskende, dem vil ingen
krigere eje.
Det er da til grin hvis en kampklar kæmpe
binder håret op med et gyldent hårbånd.
Kun de kælne splejse og tøsedrenge
pynter sig sådan.
Nej, du, giv du den til din kære husbond!
Han har sans for fråds, og hans fingre kribler
når han griber fjerkræets gump og gramser
grådigt i indmad.
9
Ingjalds uanstændige, kåde hustru
vil så gerne følge de tyske skikke:
alt er pragt og fråds, og hun koger ækle,
kunstige retter.
Ja, hun kræser op med moderne køkken,
jagter hidtil ukendte, sære smage,
brænder for at læsse sit bord med bredfyldt
bugnende fade.
Og hun skænker vin til sin mand i kander,
gør det hele klar med den største iver,
får det kogte stegt, sender mad tilbage
hen over ilden.
Fodrer så sin mand som et svin, den tøjte!
Som en skamløs luder med stolte baller
ta’r hun glad og villigt imod hans mandslem,
lastefuldt lystent.
Udkogt rister hun, og det stegte koges,
overdådig fråds er den mad hun laver,
glemt er skik og brug, hun forguder synden,
skamløse kvinde!
Hun er grov og stolt, denne lystens kriger,
denne ædedolk uden mindste sans for
mådehold og tugt i sit overdrevne
grovæderkøkken:
Udrørt rodfrugtmos på en fjerlet pande,
kager overhældt med forfinet frugtsaft
kalder mundvand frem lissom alle sorter
musling og østers.
10
Aldrig har jeg set vores store Frode
grave med sin hånd i et stykke fjerkræ,
flænse gumpen op på en helstegt hane,
flå med sin finger.
Hvilken mægtig konge har før så grådigt
rodet rundt i indmad og rådne tarme
eller boret fingrene op i fugles
uhumske røvhul?
Rå og enkel kost, det er mad for helte,
der er ingen brug for forfinet madkunst
til et tappert hjerte der kun har lyst til
felttog og fejde.
11
Bedre var det sikkert at sætte tænder
i sit stride skæg for at flå og bide,
end med grådigt opspærret mund at tømme
fadet for sødmælk.
Vi har altid undgået fine køk’ner,
altid stillet sulten med harske spiser.
I den gamle tid var der få der holdt af
suppe og sovser.
Kød af svin og vædder var alt man bød på,
i et simpelt fad uden smag af urter.
Alt var mådehold, ikke én sank ned i
madglædens søle.
Du der nu kun sidder og slubrer fløde,
vågn og vær en mand! Det er det jeg be’r om.
Glem dog ikke Frode, nej, hævn din arme
myrdede fader.
Selv et frygtsomt bryst må jo gå til grunde,
dødens skarpe brod kan det ikke undgå,
selv i dalens dyb eller skjult i skumle
gruber og grotter.
12
Elleve stormænd var vi engang tilsammen,
mænd der trofast stod i kong Hakes følge.
Her sad Begad øverst og Belge efter,
bænket på række.
Kun den værste sult fik man lov at stille
på en vindtør bov eller saftløs skinke,
sultens sug i maven blev kvalt med godt med
stenhårde skorper.
Ingen bad om rygende varme smuler.
Alle åd kun simple, gemene spiser.
Prunkløst blev der dækket til alle, selv ved
høvdingers langbord.
Jævne men’sker holdt sig fra fremmed føde,
ingen stormænd elskede ødsle gilder,
og selv kongen huskede på at leve
simpelt og nøjsomt.
Kun med afsky så han på mjød af honning,
det han drak var brygget på korn og kerner.
Kød var knap nok kogt når han åd, det stegte
vraged’ han hånligt.
Kongens bord stod dækket så jævnt og nøjsomt,
al dets ødsle pragt var et lille saltkar.
Ingen fremmed mode ku’ ændre gamle
sæder og skikke.
Fad og kande satte man dengang aldrig
frem på bordet, tjeneren fyldte kruset
op fra tønden, bordet var ikke fyldt med
brogede skåle.
Ingen med respekt for de gamle tider
satte glatte bægre blandt grove skåle.
Dengang fyldte ingen friseret tjener
fadet til randen.
Ingen indbildsk vært retted’ maden smagfuldt
an i smalle skåle og lette bægre.
Nu har vor tids skændige nye vaner
nedbrudt det hele.
13
Fandtes dengang én der gav sig tilfreds med
bod i form af guld for et mistet ophav
eller for sin myrdede far forlangte
penge af fjenden?
Hvilken dygtig søn, hvilken magtfuld arving
satte sig i stue med den slags men’sker,
opgav al sit mandsmod og kraft for en så
kvalmende handel?
Så når skjalden synger om kongers storhed,
skildrer fyrsters kampe og smukke sejre,
skjuler jeg mit ansigt i kappens folder,
trist og beskæmmet.
For fra dit liv lyser jo ingen stordåd
som fortjener plads i de lærdes skrifter,
derfor regner ingen kong Frodes arving
med blandt de store.
14
Ser du nu på mig med så hadske øjne,
du der holder fest for din faders morder,
du der kun la’r brød og den varme suppe
føle din hævntørst?
Hver gang straf og hævn over voldsmænd prises,
må du i din troløse sjæl vel føle
skammen vælde frem så du ønsker dine
ører var døve!
Ofte har man set hvordan andres storhed
bed og rev et skyldbevidst bryst i laser,
og den godes ry må bestandig plage
nedrige sjæle.
Om du så går langt imod østen, eller
drager til de fjerneste egne vestpå,
eller derfra hastigt begi’r dig ned mod
jordkuglens midte,
eller rejser op mod de frosne egne,
højt mod himlens pol der med styrke svinger
firmamentet rundt mens den stirrer ned på
bjørnen deroppe,
skam vil følge dig som en stadig fælle,
heftig rødme brede sig over kinden
hver gang store konger til fest og gilde
morer sig sammen.
Skændslens søle sidder for evigt på dig,
aldrig kan du færdes i fine kredse,
altid vil du stå som et sølle udskud
hvor du end kommer.
15
Skæbnen skænked’ Frode et usselt afkom,
som så dagens lys uden guders nåde,
og hvis sind kun kredser om hæslig synd og
kvalmende lyster.
Lissom i et skib hvor det rådne bundvand
altid samler sig til en ækel slampøl,
sådan løber laster i stride strømme
sammen i Ingjald.
I din frygt for åbenlys skam og skændsel
vil du trykke dig i en krog af landet,
i din skidne hule og aldrig i de
fornemme kredse.
Du vil flå dit skæg over al den modgang,
alt mens friller herser og hundser med dig,
og en elskerinde med klynk og klage
skingrer i øret.
Når den kolde angst gør dig træg og treven,
og du mangler mod til at hævne Frode,
svigter du din slægt med et liv som kun en
træl ville føre.
Hvem som helst ku’ nemt rydde dig af vejen
som man griber kiddet og gir det kniven,
som man slagter spædlammet med et hurtigt
snit gennem struben.
16
Se, når du er død, skal en søn af Sverting
herske over Danmark som rigets arving,
kun fordi du skamløst har ægtet mandens
pjok af en søster!
Mens du nyder livet med denne hustru
glimtende af guld og behængt med smykker,
nages jeg af smerte og skam i sorgen
over din skændsel.
Mens du styrter blindt ud i rus og vellyst,
står jeg tung om hjertet i dystre tanker,
mindes gamle dage og føler alskens
grund til at sørge.
Jeg har andet syn på din fjendes udåd,
andet syn end dig, der jo logrer for ham.
Har man kendt det svundne, kan disse tider
kun vække afsky!
Frode! Større fryd kan jeg ikke ønske
end hvis jeg ku’ se dine drabsmænd straffet,
se dem, som fortjent for så stor en udåd,
rammes af hævnen.Saxo Grammaticus: Danmarkshistorie, 7. bog, kapitel 4, stykke 5
5
Vil du ikke hellere høre på mig,
blive min som jeg jo så gerne vil det,
end gå her som hyrde og vogte disse
stinkende geder?
Fri dig fra din nedrige herskerinde,
skynd dig, pige, flygt fra din barske frue,
følg med mig om bord på et venligt fartøj,
søg dog din frihed!
Glem de geder kvinden har sendt dig ud med,
nægt bestemt at vogte og drive flokken,
del med mig min ægteseng, indfri mine
hedeste ønsker!
Du, som jeg så heftigt har længtes efter,
løft dit trevne blik, lad det stråle mod mig,
kun et lille nik, lad mig se dit søde,
dydige ansigt.
Jeg skal bringe dig til din far derhjemme,
genforene dig med din kære moder
hvis du blot én gang, nu jeg be’r så bønligt,
åbner dit øje.
Du, som jeg så tit har frelst bort fra jætter,
skænk mig dog min løn efter års strabadser,
hav dog medynk med mig, lad al min stræben
smelte din strenghed. ritmo diverso .. senza versificazione© >>>
Scarica file Word? (> Courier 10) o file PDF è possibile
Ultimo file
Ritorna a INDEX o (Nuova!) HOME PAGE 2O26 LatinaLectio!
LatinaLectio 