Studi da pubblicare, capitolo primo. Prossimo, 2
Ritorna a LECTOR “Romersk fod på daktylisk vers, 1 til 5“
Piede romano sui dattili (nessun riassunto, no summary)
File audio – 20:24 minuti – ⬇ scansione ritmica!
________________________________________________________________________________
________________________________________________________________________________
________________________________________________________________________________
INDSATS AF ROMERSK FOD PÅ DAKTYLISK VERS I TO PROBLEMFORMULERINGER
________________________________________________________________________________
Indsatsen har varet i seks årtier, med års mellemrum. Delresultaterne blev forelagt i 1966 og 1999, publiceret hovedsagelig i 1972, 1996, 1998 og 2019, med nye metoder inddraget pædagogisk og udgivet i skolebøger 1996. Fra første fremtræden har det været dels en bekendelse til, at daktyliske vers både for grækere og romere beror på stavelseskvantitet og vokallængde i daktyler og spondæer, dels en forsagelse af den håbløse antagelse, at daktyl og spondæ under metrisk skandering må gøres ens ved at betone første stavelse med en påstået ”versaccent”. Ad den pædagogisk frugtbare omvej i 1990’erne, at en vokal er kort eller lang, en stavelse kaldes let eller tung, en fod lyder som anapæst eller spondæ, er tilbagetoget gået ud af pædagogikken siden 2001 til genbrug af klassisk terminologi, lang stavelse og to korte i daktyl, lang stavelse og lang i spondæ, men i alle årene siden 1965 med fast overbevisning om, at lang stavelse (sidst) må identificeres med to korte ved lyden af to toner, en modulerende tonebevægelse, der må siges at være ”naturlig”, hvorimod lyden af lang stavelse i daktyl så vel som (først) i spondæ er alt andet end moduleret og dog ”normal”. At kunne udstrække og modulere den naturlige lange stavelse og indskrænke den normale lange stavelse, ofte i forløb af tre, fem, syv eller ni tilsyneladende ens stavelser gennem spondæer, har i mange års læsning og undervisning været oplevet og hævdet som indsats af romersk fod på daktylisk vers.
Med vekslende tilgang til årsag og virkning blev betoning af versenes ord i de år enten set som resultat af det formelle krav til versslutning og cæsur, tillempet fra grækerne. Eller lyden af cæsur som modstykke til versslutning blev hørt som resultat af digternes normalisering af ordenes betoningsfordeling, en reguleret vekslen mellem de naturligt betonede stavelser og de normalt betonede, adskilt af ubetonede. Naturligt og normalt er med føje blevet valgt som positivt værdiladede.
Viljen til at kunne undervise i verslæsning førte i 1990’erne til konstruktion af et versbehandlingsprogram, der kort fortalt udskrev lette og tung som anapæst, tung og tung som spondæ, med markeret cæsur, men under accept af, at betoningen undervejs kunne være vilkårlig, anapæst eller ánapæst, spondæ eller spóndæ. Pædagogisk tilfredsstillende, men for den nogenlunde trænede læser (ingen andre har meldt sig) underligt unødvendigt, når enhver tekst kunne tages fra bogen og ubesværet læses højt således skanderet, uden versaccent. Efter et pilotprojekt igennem 2018 om 35.000 ord kun i pentametre af Ovid, der afslørede hans lammende binding sidst i hvert vers til betoninger, morfologisk, syntaktisk og leksikalt, stod følgende to udfordringer parat til indsats af romersk fod på daktylisk vers:
Hvorfor er det så ubesværet at læse vers højt, korrekt både som tekst og system?
Hvor langt er vi fra at kunne hævde, på grundlag af en respekteret kvantiterende metrik, at betoning, betoning, betoning var altafgørende for digternes vers?
Svarene er tre. Vi er kommet to årtusinder fra digterne og kan hverken forlade os på deres egne indforståede antydninger eller på antikke grammatikeres syntese af græsk og latinsk metrik. Det er så langt fra. — Der er tre århundreder fra Ennius til Juvenal i et spand af 640.000 ord, og vi kan ikke dokumentere, at de skrev og læste ens. Det er så langt fra. — Men med alle data til rådighed er der dokumentation for, at mange forfatterskaber, efterhånden opfattet som tre fjerdedele af alt overleveret, fulgte betoningernes regelsæt som en norm blandt ni digtere, med udelukkelse kun af fem, der gik forud for normdannelsen, og tre, der senere valgte at hælde til de gamles løsere struktur. Det bliver da det tredje svar.
Alle vers opfyldte altid det basale krav til fødder. Næsten alle respekterede en cæsur. Langt de fleste lod sig indordne i en given rytme af passende betoninger. Så mange som muligt blev af disse normaliserende digtere forankret i flerstavelsesordenes ufravigelige betoninger, henholdsvis naturlige og normale, i eksemplariske vers. Hvor langt er vi fra? Hvor langt er vi fra 100 % eksemplariske? Afvigelserne tælles punkt for punkt i få promille eller cirka én procent. Det er ikke så langt fra, men forudsætter, at den ene fjerdedel - gamle poeter og sene efterlignere - problematiseres for sig, når nu deres afvigelser kan løbe op i tocifrede procenter.
Alt foreligger og forelægges fra enmandsinstitutionen Akademiet for teoretisk og anvendt Metrik i store tekstfiler: Corpus Poetarum Omnium, vers med 640.000 ord. (84.000 heksametre og 16.000 pentametre udskilt). Romersk fod på daktylisk vers, kommenterede tabeller og versudskrifter. Dertil Bilag, kommenterede ordudskrifter. Indlæst i Lectio Poetarum Omnium. Alt åbent for studier i tekst, metrum og rytme.
CORPUS POETARUM OMNIUM, typis N. Felskov, 1993-2021 {senere udvidet extra numerum}
68 arkiver à 99 felter/skærmbilleder, i rækkefølge som indtastet.
1. del. Neoterisk-satirisk: Fra Catul til Juvenal
Gajus Valerius Catullus: Digte [Carmina]
Marcus Valerius Martialis: Dyrekampene [Spectacula]
Marcus Valerius Martialis: Epigrammer [Epigrammata]
Quintus Horatius Flaccus: Epoder [Epodi]
Quintus Horatius Flaccus: Epistler [Epistulae]
Quintus Horatius Flaccus: Satirer [Sermones]
Quintus Horatius Flaccus: Ars poetica [Ars poetica]
Aules Persius Flaccus: Satirer [Saturae]
Sulpicia, sølvalderens: Digt [Carmen]
Decimus Iunius Iuvenalis: Satirer [Saturae]
2. del. Arkaisk-episk: Fra Ennius til Lucan
Publius Vergilius Maro: Hyrdedigte [Bucolica]
Publius Vergilius Maro: Georgica [Georgica]
Publius Vergilius Maro: Æneiden [Aeneis]
Publius Vergilius Maro (pseudo): Myggen [Culex]
Publius Vergilius Maro (pseudo): Salaten [Moretum]
Publius Vergilius Maro (pseudo): Skarven [Ciris]
Publius Vergilius Maro (pseudo): Forbandelser [Dirae]
Publius Vergilius Maro (pseudo): Værtshusholder [Copa]
Publius Vergilius Maro (pseudo): Ætna [Aetna]
Marcus Annaeus Lucanus: Borgerkrigen [Bellum civile]
Quintus Ennius: Annaler [Annales]
Titus Lucretius Carus: Om verdens natur [Rerum natura]
Gajus Lucilius: Satirer [Saturae]
3. del. Elegisk-mytologisk: Fra Tibul til Ovid
Publius Ovidius Naso: Elskovsdigte [Amores]
Publius Ovidius Naso: Skønhedsmidler [Medicamina]
Publius Ovidius Naso: Elskovskunsten [Ars amandi]
Publius Ovidius Naso: Midler mod elskov [Remedia]
Publius Ovidius Naso: Heltindebreve [Heroides]
Publius Ovidius Naso: Kalenderen [Fasti]
Publius Ovidius Naso: Forvandlinger [Metamorphoses]
Publius Ovidius Naso: Elendighed [Tristia]
Publius Ovidius Naso: Fra Sortehavet [Ex Ponto]
Publius Ovidius Naso: Ibis [Ibis]
Albius Tibullus: Elegier [Carmina]
Sextus Propertius: Elegier [Carmina]
4. del. Epigonisk-historisk: Fra Silius Italicus til {extra numerum} Pontano
Tib. Catius Silius Italicus: Puniske krig [Punica]
Publius Papinius Statius: Lejlighedsdigte [Silvae] alene
Francesco Petrarca: Afrikanske krig [Africa], en femtedel
Francesco Petrarca: Hyrdedigte [Bucolicum] enkelte
Giovanni Gioviano Pontano: Ægteskab [Amor coniugalis], mange
Tabeller og versudskrifter her i ændret rækkefølge:
Ennius, Lucilius, Lucretius, Catullus, Horatius, Vergilius (pseudo), Vergilius, Tibullus, Propertius, Ovidius, Anonym: Ætna, Lucanus, Silius Italicus, Statius, Persius, Martialis, Iuvenalis, Sulpicia (& versus extra numerum)
Andre pseudonyme (og Petrarca og Pontano) står skrevet og talt for sig, men ikke i sammentællinger. (Alle andre versemål af samme digtere er med, dog kun ellevestavelsesvers og sapfiske strofer metrisk centreret. Horats’ andre oder er centreret manuelt).
NB! cæsur ses i tre blanktegn, centreret, men programmets fødder ses ikke!
[ ] programmet kender ikke vokalkvantitet, men har fundet fødder og cæsur
[1] brugeren har valgt 1. prioritet, eller [2], eller en usandsynlig [u].
]! uden cæsur, eller forkert efter enstavelsesord. ]? ellers uden cæsur.
NB! to blanktegn indskrevet mellem ord (fire i cæsur): hiat og ikke elision,
eller (arkaisk) elideret -s foran konsonant.FORFATTERNES VÆRKER PÅ VERS BESTÅENDE AF ORD
________________________________________________________________________________
Forfatterne er afgrænset til den førklassiske og klassiske oldtid i guldalder og sølvalder. Under indskrivning i eget versbehandlingsprogram halvvejs i 1990’erne og tilendebragt det seneste par år blev rækkefølgen uforanderligt fastlagt som hele afsluttede forfatterskaber af beslægtet litteratur, erkendt som firedelingen af neoterisk-satirisk, arkaisk-episk, elegisk-mytologisk og epigonisk-historisk: ”alle” 641.000 ord fra Ennius til Juvenal. Alt er indtastet til studiebrug og lystlæsning, de tidligste også til udskrift som skolepensum. Disse har mere rundhåndet brug af store bogstaver end de senere, der enten følger udgivernes skriftbillede nøje eller begrænser stort bogstav til navne og digtets første ord.
Tabeller (søg #) og versudskrifter er her derimod konsekvent omdisponeret til en tilstræbt kronologi. Det er Ennius, Lucilius, Lucrets, Catul og Horats, der ikke tror på en fælles normdannelse, og de følges for en del af Persius, Martial og Juvenal, i det væsentlige i et fællesskab om den satiriske genre, men i alt kun med en fjerdedel af alle vers. Blandt dem indgår de tre mellemstore forfatterskaber med mellem 3300 og 4200 heksametre og Lucrets med det dobbelte, hvorimod de fire største med mellem 8000 og 22000, Lucan, Silius Italicus, Vergil og Ovid, tegner hovedparten af de ni normaliserende poeter, ledsaget af et udvalg af Appendix Vergiliana, samt Tibul, Properts, Statius’ Lejlighedsdigte og det anonyme digt om Ætna, i alt tre fjerdedele, også når nær 16000 pentametre er indregnet og fordelt. Ovid har et fragment og Appendix Vergiliana en restgruppe, indskrevet men uden for sammentælling, hvorimod et vist antal af Ovids heltindebreve og Tibuls påståede elegier ud over de første to bøger slet ikke er med, fordi deres ægthed betvivles.
Tabellerne samler de hele forfatterskaber på mere end 300 vers, men opdeler dem i statistisk troværdige blokke på mere end 300, typisk to eller tre gange så mange og helt op til fem gange så mange, ikke altid hver bog, sang eller digtsamling for sig. Der tælles jo i promiller, og hvert vers er en promille af tusind. Derfor er nogle enkelte helt korte digte henvist til en fodnote og dog talt med alligevel.
Næsten alle tabeller vil vise den samme ejendommelige bekræftelse af procentberegningens pålidelighed. Hver digter er på den ene side typisk sig selv lig inden for et ganske snævert udsving, hvis forfatterskabet er opdelt i blokke. Digterne adskiller sig på den anden side typisk væsentligt fra hinanden, både som helhed og i blokke af deres værker. Det ses i tabeller over afvigende ord, forkerte ord og manglende cæsur, også i frie varianter som alternativ cæsur og ubekvemt betonede ord. Overensstemmelse mellem digtere kan gerne bero på direkte påvirkning, som fra Horats til Juvenal, fra Lucan til Silius Italicus, fra Ovid til de seneste elegier af Properts. Betydelige udsving hos den enkelte digter er sjældne, men ses klart hos Properts og noget hos Horats, antagelig kronologisk, påfaldende hos Catul i forskelle mellem heksameterdigte og distikadigte. Også Ovid bliver ældre og slækker i de seneste digte på krav, der længe bandt ham på hænder og fødder.
Ord er konsekvent optalt, som de fremstår i versbehandlingsprogrammet, ikke i de tekstudgaver, versene er indskrevet fra på tastatur. For det blotte antal betyder det, at enklitisk -que 1118 gange i en nødvendig cæsur er talt som et ord. For optællinger af gentagelse i anden sammenhæng af samme ord, hver forfatter for sig, betyder det den frihed, at der i programmet ubesværet kan sættes navn, titel eller versemål som søgekriterium, men derimod den begrænsning, at der konsekvent findes det antal vers, hvori ord forekommer. Samme ord to gange i et vers tælles altså med én gang. Al tekst skal i programmet søges uden indsatte ekstra mellemrumstegn!
Tabellen over antal ord taler stort set for sig selv. Der vil i hvert heksameter altid være gennemsnitlig mellem seks og syv ord (både færrest og flest hos Catul!), meget nær seks ord i hvert pentameter. Udsving digterne imellem beror ikke på nogen normalisering hos den store gruppe, men for en del nok på flere eller færre elisioner (få hos Ovid, men ikke udslaggivende), og ellers på stilforskel mellem talesprogsvers i satirer, hyrdedigte, elegier og epigrammer med mere end seks trekvart ord, modsat fortællende poesi med seks et halvt ord ned til seks et kvart i heksametrene. Udsving pentametrene imellem synes mere tilfældige og byder knap på andre stilforskelle end Ovids Kalenderen, der i det hele nærmer sig de fortællende Forvandlinger. Modsat det anførte ligger Lucrets’ fortællende værk temmelig højt i antal ord, Juvenals satiriske genre temmelig lavt.
Heksametre # Vers│ Antal ord │ Pentametre Vers│ Antal ord │Begge│ = ord│ Hele vers!
Alle digtere*) 83793│546213 6,52│ Alle digtere*) 15821│ 95194 6,02│99614│641407│
kun før Vergil 13314│ 88146 6,62│ alle uden Ovid 6274│ 37874 6,04│
kun fra Vergil 70479│457747 6,49│ Ovid alene 9547│ 57320 6,00│
Vergil-Statius 62533│406017 6,49│ Tibul-Ovid 12172│ 73066 6,00│
men alle andre 21260│140196 6,59│ men begge andre 3649│ 22128 6,06│
Ennius 390│ 2484 6,37│
Lucilius 602│ 4215 7,01│ Lucilius (citat) 2│ 10 5,00│ 604│ 4225│
Lucrets 7375│ 48581 6,59│
Verdens natur 1 1102│ 7187 6,52│
Verdens natur 2 1173│ 7616 6,49│
Verdens natur 3 1091│ 7354 6,74│
Verdens natur 4 1276│ 8528 6,68│
Verdens natur 5 1451│ 9447 6,51│
Verdens natur 6 1282│ 8449 6,59│
Catul 794│ 5116 6,44│ Catul 321│ 1873 5,83│ 1115│ 6989│
Digte 62 og 64 474│ 2888 6,09│
Distikadigte 320│ 2234 6,98│ Distikadigte 321│ 1873 5,83│ 641│ 4107│
Horats*) 4153│ 27750 6,68│
Satirer 1 1029│ 6982 6,79│
Satirer 2 1083│ 7286 6,73│
Epistler 1 1004│ 6697 6,67│
Epistler 2 486│ 3198 6,58│
Ars poetica 476│ 3106 6,53│
Vergil-pseudo*) 1273│ 8124 6,38│ Vergil-pseudo*) 19│ 111 5,84│ 1292│ 8235│
Myggen 412│ 2610 6,33│
Skarven 538│ 3447 6,41│
Vergil 12860│ 83847 6,52│
Hyrdedigte 830│ 5633 6,79│
Georgica 2187│ 14244 6,51│
Georgica 1 514│ 3319 6,46│
Georgica 2 542│ 3530 6,51│
Georgica 3 566│ 3724 6,58│
Georgica 4 565│ 3671 6,50│
Æneiden 9843│ 63970 6,50│(165 ord i versstumper indgår ingen steder)
Æneiden 1 757│ 4920 6,50│
Æneiden 2 794│ 5178 6,52│
Æneiden 3 711│ 4531 6,37│
Æneiden 4 700│ 4582 6,55│
Æneiden 5 865│ 5576 6,45│
Æneiden 6 899│ 5864 6,52│
Æneiden 7 811│ 5229 6,45│
Æneiden 8 728│ 4656 6,40│
Æneiden 9 812│ 5326 6,56│
Æneiden 10 902│ 5922 6,57│
Æneiden 11 913│ 5942 6,51│
Æneiden 12 951│ 6244 6,57│
Tibul 621│ 4278 6,89│ Tibul 620│ 3686 5,95│ 1241│ 7964│
Properts 2005│ 13460 6,71│ Properts 2005│ 12060 6,01│ 4010│ 25520│
Elegier 1 353│ 2352 6,66│ Elegier 1 353│ 2040 5,78│ 706│ 4392│
Elegier 2 681│ 4635 6,81│ Elegier 2 681│ 4177 6,13│ 1362│ 8812│
Elegier 3 495│ 3314 6,69│ Elegier 3 495│ 2976 6,01│ 990│ 6290│
Elegier 4 476│ 3159 6,64│ Elegier 4 476│ 2867 6,02│ 952│ 6026│
*) Kortere end 300 vers, der kun indgår i sammentællinger, se efter Juvenal
Heksametre Vers│ Antal ord │ Pentametre Vers│ Antal ord │Begge│ = ord│
Ovid 21542│143031 6,64│ Ovid 9547│ 57320 6,00│31089│200351│
Distikadigte 9550│ 64717 6,78│ Distikadigte 9547│ 57320 6,00│19097│122037│
Elskovsdigte 1228│ 8260 6,73│ Elskovsdigte 1228│ 7385 6,01│ 2456│ 15645│
Skønhedsmidler 50│ 319 6,38│ Skønhedsmidler 50│ 293 5,86│ 100│ 612│
Elskovskunsten 1164│ 7807 6,70│ Elskovskunsten 1164│ 7097 6,10│ 2328│ 14904│
Midl.mod elskov 407│ 2766 6,80│ Midl.mod elskov 407│ 2509 6,16│ 814│ 5275│
Heltindebreve 531│ 3568 6,72│ Heltindebreve 531│ 3194 6,02│ 1062│ 6762│
Kalenderen 1,2 794│ 5277 6,65│ Kalenderen 1,2 794│ 4714 5,94│ 1588│ 9991│
Kalenderen 3,4 919│ 6074 6,61│ Kalenderen 3,4 918│ 5448 5,93│ 1837│ 11522│
Kalenderen 5,6 773│ 5119 6,62│ Kalenderen 5,6 773│ 4622 5,98│ 1546│ 9741│
Elendighed 1,2 658│ 4508 6,85│ Elendighed 1,2 658│ 3882 5,90│ 1316│ 8390│
Elendighed3,4,5 1108│ 7743 6,99│ Elendighed3,4,5 1108│ 6659 6,01│ 2216│ 14402│
Sortehavet 1,2 764│ 5335 6,98│ Sortehavet 1,2 763│ 4613 6,05│ 1527│ 9948│
Sortehavet 3,4 833│ 5790 6,95│ Sortehavet 3,4 832│ 5021 6,03│ 1665│ 10811│
Ibis 321│ 2151 6,70│ Ibis 321│ 1883 5,87│ 642│ 4034│
Forvandlinger 11992│ 78314 6,53│
Forvandlinger 1 780│ 5110 6,55│
Forvandlinger 2 875│ 5722 6,54│
Forvandlinger 3 733│ 4913 6,70│
Forvandlinger 4 802│ 5201 6,49│
Forvandlinger 5 678│ 4425 6,53│
Forvandlinger 6 721│ 4685 6,50│
Forvandlinger 7 866│ 5579 6,44│
Forvandlinger 8 887│ 5733 6,46│
Forvandlinger 9 797│ 5248 6,58│
Forvandlinger 10 739│ 4897 6,63│
Forvandlinger 11 795│ 5174 6,51│
Forvandlinger 12 623│ 4058 6,51│
Forvandlinger 13 966│ 6384 6,61│
Forvandlinger 14 851│ 5539 6,51│
Forvandlinger 15 879│ 5646 6,42│
Anonym Ætna 647│ 4204 6,50│
Lucan 8060│ 51094 6,34│
Borgerkrigen 1 695│ 4386 6,31│
Borgerkrigen 2 736│ 4647 6,31│
Borgerkrigen 3 762│ 4768 6,26│
Borgerkrigen 4 824│ 5154 6,25│
Borgerkrigen 5 815│ 5185 6,36│
Borgerkrigen 6 830│ 5166 6,22│
Borgerkrigen 7 872│ 5588 6,41│
Borgerkrigen 8 872│ 5619 6,44│
Borgerkrigen 9 1108│ 7076 6,39│
Borgerkrigen 10 546│ 3505 6,42│
SiliusItalicus 12203│ 76546 6,27│
Puniske krig 1 694│ 4294 6,19│
Puniske krig 2 707│ 4362 6,17│
Puniske krig 3 713│ 4381 6,14│
Puniske krig 4 829│ 5209 6,28│
Puniske krig 5 678│ 4205 6,20│
Puniske krig 6 716│ 4507 6,29│
Puniske krig 7 751│ 4748 6,32│
Puniske krig 8 678│ 4252 6,27│
Puniske krig 9 657│ 4137 6,30│
Puniske krig 10 658│ 4234 6,43│
Puniske krig 11 611│ 3883 6,36│
Puniske krig 12 752│ 4716 6,27│
Puniske krig 13 895│ 5700 6,37│
Puniske krig 14 688│ 4231 6,15│
Puniske krig 15 823│ 5134 6,24│
Puniske krig 16 700│ 4433 6,33│
Puniske krig 17 654│ 4120 6,30│
Heksametre Vers│ Antal ord │ Pentametre Vers│ Antal ord │Begge│ = ord│
Statius 3322│ 21433 6,45│
Lejlighedsdigt 1 690│ 4478 6,49│
Lejlighedsdigt 2 638│ 4115 6,45│
Lejlighedsdigt 3 763│ 4923 6,45│
Lejlighedsdigt 4 390│ 2502 6,42│
Lejlighedsdigt 5 841│ 5415 6,44│
Persius 649│ 4453 6,86│
Martial 3351│ 22081 6,59│ Martial 3307│ 20134 6,09│ 6658│ 42215│
Spect,epig 13,14 463│ 2969 6,41│ Spect,epig 13,14 464│ 2795 6,02│ 927│ 5764│
Epigram 1,2,3 651│ 4381 6,73│ Epigram 1,2,3 638│ 3980 6,24│ 1289│ 8361│
Epigram 4,5,6 619│ 4097 6,62│ Epigram 4,5,6 587│ 3532 6,02│ 1206│ 7629│
Epigram 7,8,9 862│ 5617 6,52│ Epigram 7,8,9 862│ 5249 6,09│ 1724│ 10866│
Epigram 10,11,12 756│ 5017 6,64│ Epigram 10,11,12 756│ 4578 6,06│ 1512│ 9595│
Juvenal 3877│ 25058 6,46│
Satirer 1 990│ 6412 6,48│
Satirer 2 700│ 4497 6,42│
Satirer 3 669│ 4349 6,50│
Satirer 4 703│ 4521 6,43│
Satirer 5 815│ 5279 6,48│
*) Kortere end 300 vers, der kun indgår i sammentællinger:
Sulpicia, sølv 70│ 458 6,54│
*) Horats epoder 75│ 481 6,41│
Vergil-ps Salat. 121│ 760 6,28│
Vergil-ps Forban.183│ 1179 6,44│
Vergil-ps Værts. 19│ 128 6,74│ Vergil-ps Værts. 19│ 111 5,84│ 38│ 239│
Pseudonymt, anonymt og middelalderligt, der slet ikke indgår i sammentællinger:
Alle korte digte 382│ 2512 6,58│ Alle anonyme 178│ 1034 5,81│ 560│ 3546│
App: Mæcenas 89│ 578 6,49│ App: Mæcenas 89│ 519 5,83│ 178│ 1097│
App: Priapea 2│ 14 7,00│ App: Priapea 2│ 12 6,00│ 4│ 26│
App: Catalepton 63│ 434 6,89│ App: Catalepton 63│ 376 5,97│ 126│ 810│
App: Almendannelse26│ 186 7,15│
App: Morgenroser 25│ 160 6,40│ App: Morgenroser 24│ 127 5,29│ 49│ 287│
Ovid: Fiskeri 129│ 830 6,43│
Horats: Oder 48│ 310 6,46│
Petrarca (dele) 1623│ 10723 6,61│
Afrikanske krig 1269│ 8304 6,54│
Hyrdedigte 354│ 2419 6,83│
Pontano (dele) 517│ 3614 6,99│ Pontano (dele) 518│ 3226 6,23│ 1035│ 6892│
NB! Tankestreg mellem mellemrum har (af Word) sjældent været medtalt som et ord.
DAKTYLER OG SPONDÆER, UDEN ANTEGNINGER I BUER OG STREG
________________________________________________________________________________
Heksametre uden spondæer har 17 stavelser, men vers med 16, 15, 14, 13 er langt mere almindelige, og 12 stavelser uden daktyler ses at forekomme. Pentametre uden spondæer i første halvdel har 14 stavelser, men 13 og 12 er almindelige, hvorimod spondæ i sidste halvdel ikke må forekomme. Et højt eller lavt antal kan både i markante passager og generelt i et værk eller hos en digter betegne et stilleje eller en tilbøjelighed. Det er dog uden hjælpemidler ikke så ligetil at optælle store tekstmængder, med bortfald af eliderede stavelser, med ’i’ læst som ’j’, ’u’ læst som ’v’, to vokaler læst som diftong og særlige forhold i græsk fonetik.
Med beklagelse må det erkendes, at versbehandlingsprogrammet under den afsluttede indtastning har svigtet. Fra den første begyndelse har metoden været at indtaste et vers, at se én slags lydskrift med bortfald af ikke-medtællende konsonanter og eliderede vokaler, tydeliggørelse af diftonger og konsonantisk læsning af visse vokaler (med adgang til at justere) ledsaget af én slags lydskrift med længdestreg over de vokaler, der nødvendigvis, af metriske grunde, må anses som lange (i ca. 10 % med adgang til at vælge). Denne lydskrift har vers for vers nævnt antallet af stavelser (måske justeret), men forsvinder fra skærmen uden at efterlade sig spor af et øjebliksbillede, med op til hundrede vers i timen! Det var en undladelsessynd i programmeringen. En konfus konstatering af, at 17 kan være et sjældent tal, at 13 jævnligt er hyppigere end 16, og at et gennemsnit synes at ligge mellem 14 og 15, er hvad der står tilbage. (I mere end en tredjedel af pentametrene blev gennemsnittet nylig udregnet til præcis tretten en sjettedel stavelser hos Ovid). Det er omsonst at ville korrigere lagringen ved en programtilføjelse og korrekturgenindlæsning. Desværre, selv om programmet tillader både øvelser og korrektur.
Ikke kun antallet, men især rækkefølgen af de spondæer, der indgår, gøres undertiden til et metrisk studium i sig selv, men synes dog temmelig intetsigende uden at sigte mod betoningernes uens fremhævelse af lang stavelse, ”normalt” i daktylen, ”naturligt” i spondæens sidste stavelse, ”ubekvemt” i spondæens første stavelse, ”forkert” ved fejlplacering. Det er, hvad der sigtes imod i dette metriske studium.
Udfordringerne for en ubesværet højtlæsning af vers med rytmisk skandering ifølge betoningerne kan være forskellige, som manglende cæsur, stribevis af ord så korte som enstavelsesord, elisioner, græske ords kvantiteter, men altså også lange stavelser i mange spondæer. Eksempler med flere vers efter hinanden kan snarest søges, hvor digterne har færrest ord i verset, f.eks. en bog med kun 6,15 ord.
Tib. Catius Silius Italicus: Puniske krig, 14. bog (Corpus P.L.)
27 hic et Paeonios arcano sulphure fontis, [ ]?
28 hic Phoebo digna et Musis uenerabere uatum [ ]
29 ora excellentum, sacras qui carmine siluas [ ]
30 quique Syracosia resonant Helicona camena. [ ]
31 promptae gens linguae, ast eadem, cum bella cieret, [ ]
32 portus aequoreis sueta insignire tropaeis. [ ]
33 post dirum Antiphatae sceptrum et Cyclopia regna [ ]
34 uomere uerterunt primum noua rura Sicano - [ ]
35 Pyrene misit populos, qui nomen ab amne [ ]?
36 ascitum patrio terrae imposuere uacanti. [ ]
Her er stavelsestallet 14 i gennemsnit på nær vers 30, idyllisk kun med daktyler.
De 144 stavelser har hver sin vokal, men der tælles altså 173 vokaltegn (aeiouy).
Quintus Ennius: Annaler, 1. bog (Loeb)
31 olli respondit rex Albai Longai. [ ]
Her er stavelsestallet 12, og magen til står knap til at finde. De er ikke ens, men fire forskellige: ubekvem, naturlig, (enstavelsesord), forkert, normal.
Quintus Ennius: Annaler, 7. bog (Loeb)
245 'poste recumbite vestraque pectora pellite tonsis.' [ ]!
Her er stavelsestallet 17, hvert ord betoner den lange stavelse. De er ikke ens, men to forskellige: normal, forkert, forkert, normal, normal, normal.
________________________________________________________________________________
________________________________________________________________________________
NORMALT OG NATURLIGT, UBEKVEMT OG FORKERT, I PROBLEMKONKLUSIONERNE
________________________________________________________________________________
Lykken er at vide, hvad der er normalt og naturligt, og vælge det. Vilkåret er at vide, hvad der er forkert og ubekvemt, og acceptere det. Dette er konklusionen på alt efterfølgende, konklusionen på den dobbelte problemformulering:
Hvorfor er det så ubesværet at læse vers højt, korrekt både som tekst og system?
Hvor langt er vi fra at kunne hævde, på grundlag af en respekteret kvantiterende metrik, at betoning, betoning, betoning var altafgørende for digternes vers?
På den ene side er det aldeles betydningsløst, hvilke musikalske accentueringer græske daktyliske vers gennemløb i deres metrik, der som den latinske lagde lang og kort stavelse til grund. På den anden side er det bydende nødvendigt at frigøre sig fra den daktylbundne trykaccent, som nogle europæiske nationalsprog (og dansk) lagde til grund for oversættelser og efterligninger af græsk og latinsk digtning. Der sættes i oldtidens latinske poesi suverænt romersk fod på daktylisk vers.
På den ene side kan det være tilfredsstillende for tekstforståelse i sig selv, at poetiske vers læses med indholdsbestemte pauser og betoninger, som var det prosa (på dansk med en vis svaghed for at gøre betonede vokaler lange, ubetonede korte). På den anden side kan det være medrivende for metrikforståelse i sig selv, at ord læses med en fikseret versaccent på første stavelse i hver fod, mens pause ene og alene indlægges i enhver cæsur, hvis man kun skal finde én, og enhver versslutning.
Lykken er ikke at vælge det tilfredsstillende eller det medrivende, men at kunne forene det nyttige (monendo som prosa) med det behagelige (delectando som rytme).
Quintus Horatius Flaccus: Ars poetica (Oxford C.T.)
343 omne tulit punctum qui miscuit utile dulci, [ ]
344 lectorem delectando pariterque monendo; [ ]
Det er, fra lector til lector, konklusionen på den dobbelte problemformulering: Data og dokumentation viser, at betoning ikke var ”altafgørende” for en fjerdedel af oldtidens latinske poesi, der var tidlig eller sen. Teoretisk og anvendt metrik må i de tre fjerdedeles fodspor udvælge norm hos dem. Fjerdedelens vilkår kan man (i parentes!) vise forladelse, også når betoningerne opfører sig ”forkert”.
Data og dokumentation viser, at deres daktyliske heksametre i så fald op til nær 100 % beror på to flerstavelsesord, der i femte og sjette fod betoner en lang stavelse (”normalt”) med to korte imellem og med en vilkårlig stavelse sidst, opfattet som kortvarig. ”Normal” stavelse må under ingen omstændigheder eksponeres markant.
Denne bærende pylon i heksametrenes hængebro har sit modstykke, der i så fald op til nær 100 % beror på enten ét eller to flerstavelsesord. Det ene betoner sidst i anden fod en af de korte stavelser (tydeligt) eller meget gerne en lang stavelse (”naturligt”). ”Naturlig” stavelse må under alle omstændigheder eksponeres markant og genlyde af to korte toner. De alternative to ord betoner sidst i både første fod og sidst i tredje fod en af de korte stavelser (tydeligt) eller meget gerne en lang stavelse, eksponeret markant på præcis samme måde ”naturligt”. (Den bærende pylon midtvejs kan til nød svaje fra to ned til én, fra én op til to, fra to op til tre, altid enslydende). Ordene fører, med ubetonet lang stavelse, frem til cæsur eller cæsurer, hvor den ubetonede helt selvfølgeligt er tonløst kortvarig.
De daktyliske pentametre er altid båret af lignende flerstavelsesord før eneste cæsur og i så fald nogenlunde nær 100 % bundet til to uensartede flerstavelsesord, de sidste i verset. Og dog, kun Ovid nød tilfredsstillelsen ved at lade sig binde.
Data og dokumentation viser, at råderummet ud over tre eller gerne fire fastlagte flerstavelsesord, med gennemsnitlig seks-syv ord i verset, er på gyngende grund. Her råder ikke en norm med forsvindende få afvigelser, men frie varianter, dels betonet ”usikkert”, som korte ord, eliderede, enklitiske, dels betonet ”ubekvemt” med påfaldende lang endelse efter betonet lang, dels yderligere normalt betonede først i verset og mellem cæsur og versslutningens ord. Lad det svaje og gynge!
Data og dokumentation for afvigelserne gør tabeller og versudskrifter meget lange, men en fjerdedel af poesien trækker de største procenter og de længste verslister.
FRA EKSEMPLARISK NED TIL DAKTYLISK, ALLE DIGTERE UNDER ET
________________________________________________________________________________
Eksemplariske vers har flerstavelsesord i midtercæsur, heksametre alternativt i mindst én sidecæsur af to. (Næstsidste taktdel er betonet). De har i versslutningen to flerstavelsesord, heksametre med femtesidste og næstsidste stavelse betonet lang, pentametre med fjerdesidste og næstsidste stavelse betonet lang og kort.
(Uden betydning for metrum og rytme kan et enstavelsesord være i elision med flerstavelsesordets sidste stavelse. Betoningen er uændret. Enklitisk -que kan i cæsur og versslutning, og som elideret, om nødvendigt adskilles fra det, det er skrevet sammen med. Betoningen kan være uændret i det usammensatte ord læst for sig selv).
Heksametrene findes eksemplarisk i cæsur 96,9 % hos alle digtere
Heksametrene findes eksemplarisk i versslutning 95,9 % hos alle digtere
Pentametrene findes eksemplarisk i cæsur 96,7 % hos alle digtere
Pentametrene findes eksemplarisk i versslutning 94,1 % hos alle digtere
Med mindre tydelig rytme kan et enkelt ord, gerne med alle stavelserne lange, i heksametres versslutning udgøre de fire sidste taktdele. Eller den første stavelse kan være et enstavelsesord eller en betonet stavelse før en elideret, især -que. Femtesidste stavelse (eller fjerdesidste) bør helst kunne læses med et vagt bitryk.
Heksametrene er fortsat rytmiske i versslutning 97,9 % hos alle digtere
Med mindre tydelig rytme end i flerstavelsesordet kan enstavelsesord i de manglende vers stå i ordpar med enstavelsesord* (også én lang i par med to korte stavelser i et tostavelsesord). Første ord i et ordpar skal da kunne læses betonet, som den tilsvarende stavelse i et eksemplarisk flerstavelsesord, og sidste ord ubetonet.
* kortstavelsesord er ved en systemfejl ikke udpeget
Heksametrene høres endnu rytmisk i cæsur 98,1 % hos alle digtere
Heksametrene høres endnu rytmisk i versslutning 98,9 % hos alle digtere
Pentametrene høres endnu rytmisk i cæsur 99,9 % hos alle digtere
Pentametrene høres endnu rytmisk i versslutning 94,4 % hos alle digtere
Med forkert betoning af rytmen kan enten et enkelt ord, gerne med alle stavelserne lange, eller flere ord i heksametres versslutning udgøre de tre sidste taktdele med et flerstavelsesord forud. Dette ord betones forkert som i en (falsk) cæsur. Afvigelsen, i 0,5 %, kan i få vers være gentaget en fod senere og indregnes der.
Med forkert betoning i rytmen kan ét enstavelsesord i de stadig manglende vers stå efter et flerstavelsesord (i pentametrenes versslutning også i par med to korte stavelser i et tostavelsesord). Første ord i det umage par kan umuligt betones som den tilsvarende stavelse i et eksemplarisk flerstavelsesord.
Heksametrene ses metrisk korrekt i cæsur 98,7 % hos alle digtere
Heksametrene ses metrisk korrekt i versslutning 100,0 % hos alle digtere
Pentametrene ses metrisk korrekt i cæsur 99,9 % hos alle digtere
Pentametrene ses metrisk korrekt i versslutning 100,0 % hos alle digtere
Med brud på formelle metriske krav til cæsur kan et flerstavelsesord i de yderligere manglende vers stå hen over stedet for midtercæsur eller mindst én sidecæsur (og reelt i 0,01 % hen over versslutning). Verset er fortløbende daktylisk, måske med én sidecæsur, måske med såkaldt ”cæsur efter kort stavelse i tredje fod”, der umuligt kan betones som et tilsvarende eksemplarisk flerstavelsesord.
Heksametrene er daktyliske med eller uden cæsur 100,0 % hos alle digtere
Heksametrene er daktyliske indtil versslutning 100,0 % hos alle digtere
Pentametrene er daktyliske med eller uden cæsur 100,0 % hos alle digtere
Pentametrene er daktyliske indtil versslutning 100,0 % hos alle digtere
Afvigelser fra det eksemplariske, fra 5,9 % til mindre end 0,1 % hos alle digtere, er her fællesord for det (eksemplarisk) ”afvigende” og det (rytmisk) ”forkerte”.
FRA DAKTYLISK OP TIL EKSEMPLARISK, HVER DIGTER FOR SIG
________________________________________________________________________________
Mindstekravet til daktylisk korrekte vers i skiftende taktdele er altid opfyldt med daktyler eller spondæer, hvor heksametre i hver sjette fod ikke kan være daktyl og pentametre i hver tredje fod mangler en taktdel. 100 % hos alle digtere. Metrisk, rytmisk og eksemplarisk skærpes kravene, som det fremgår af akkumulerede tal digter for digter. Vergil-pseudo og Ætna findes kun i tabeller, men er medtalt.
Mindstekravet til et metrisk korrekt ordmellemrum på stedet for midtercæsur eller dobbelte sidecæsurer er stort set opfyldt uanset ordformater og betoningsrytme. 98,7 % i heksametre hos alle digtere. Afvigelserne er 1076 vers, fordi den metriske norm ikke var anerkendt i arkaiske heksametre. Ennius, Lucilius og Lucrets har 92,8 %, 90,9 %, 94,7 %, Catul og Horats 97,2 %, 96,0 %, med 664 af afvigelserne. Vergil, Tibul, Properts og Silius 98,6 %, 99,2 %, 99,0 %, 99,2 % med 300 afvigelser. Ovid, Lucan, Statius og Martial har dog mindst 99,9 %, med 34 afvigelser. Den metriske norm består, men Persius og Juvenal har 99,2 %, 98,7 %, med 54 afvigelser.
I pentametrenes cæsur 99,9 % med 14 afvigelser. Catul har 96,6 % med 11 afvigelser, de øvrige yderligere tre. I pentametrene er ingen fod mellem cæsur og versslutning metrisk bestemt som spondæ. 100 % hos alle digtere.
Versslutninger har ordmellemrum, heksametre 99,99 % med 7 (eliderede) afvigelser.
I pentametre 100 %.
Mindstekravet til et rytmisk korrekt flerstavelsesord, eller et ordpar, i cæsur er nogenlunde opfyldt. Kun 98,1 % i heksametre hos alle digtere. Afvigelserne øges til 1542 vers, fordi den rytmiske norm slet ikke var anerkendt i arkaiske heksametre og kun var undervejs i guldalderdigtningen. Ennius, Lucilius og Lucrets har 90,5 %, 86,4 %, 91,8 %, Catul og Horats 95,0 %, 94,7 %, med 984 afvigelser. Vergil, Tibul og Properts har 97,7 %, 98,1 %, 98,1 %, med 341 afvigelser. Ovid, Lucan, Silius, Statius og Martial har dog 99,7 %, 99,9 %, 99,7 %, 99,9 %, 99,7 %, med 107 afvigelser, og også Persius og Juvenal har 99,1 %, 98,3 %, med 71 afvigelser.
I pentametrenes cæsur 99,9 % med 23 afvigelser. Catul 95,0 %, med 16 afvigelser, alle øvrige, Tibul, Properts, Ovid og Martial, 100 %, med i alt syv afvigelser.
I heksametrenes versslutning, rytmisk korrekt som to gange et flerstavelsesord eller et længere ord eller et ordpar i 98,9 %, udgør afvigelserne 917 vers, fordi den rytmiske norm ikke var anerkendt i arkaiske heksametre. Ennius, Lucilius og Lucrets har 87,2 %, 92,4 %, 97,2 %, Catul og Horats 97,1 %, 93,5 %, med 698 af afvigelserne. Vergil har 99,2 %, med 100 afvigelser. Tibul, Properts, Ovid, Lucan, Silius, Statius og Martial mindst 99,8 %, med 59 afvigelser. Den rytmiske norm er dermed etableret, men Persius og Juvenal har kun 97,5 %, 96,5 %, med 151 afvigelser.
I pentametrenes versslutning, rytmisk bestemt i 94,4 % med 888 afvigelser, har kun Ovid 99,5 %, med 44 afvigelser, alle sent i forfatterskabet. Men hans binding til tostavelsesord i versslutning var ikke anerkendt af andre. Catul har 38,6 %, med 197 afvigelser. Tibul og Properts 92,9 %, 89,1 %, med 262 afvigelser. Martial har 88,7 %, med 373 afvigelser. I ordet forud har Martial 99,9 %, to afvigelser.
Det eksemplariske krav er flerstavelsesord både i cæsur og to gange i versslutning.
I heksametrenes cæsur, 96,9 % med 2605 afvigelser, har Ennius, Lucilius og Lucrets kun 90,0 %, 84,6 %, 89,3 %, Catul og Horats 93,7 %, 92,0 %, med 1302 afvigelser. Vergil, Tibul og Properts har 96,7 %, 96,8 %, 97,1 %, med 506 afvigelser. Ovid, Lucan, Silius, Statius og Martial har 98,2 %, 99,5 %, 99,5 %, 98,3 %, 97,7 %, med 630 afvigelser, men Persius og Juvenal har igen 95,2 %, 96,5 % med 167 afvigelser.
I pentametrenes cæsur, 96,7 % med 527 afvigelser, har Catul 87,5 % med 40 afvigelser. Tibul, Properts og Ovid 98,2 %, 97,7 %, 97,3 % med 313 afvigelser. Martial har 94,8 % med 172 afvigelser.
I heksametrenes versslutning, 95,9 % med 3402 afvigelser, har Ennius, Lucilius og Lucrets 76,2 %, 80,0 %, 87,9 %, Catul og Horats 88,0 %, 82,7 %, med 1917 afvigelser. Vergil, Tibul og Properts har 97,6 %, 97,6 %, 97,3 %, med 376 afvigelser. Ovid, Lucan, Silius og Statius har mindst 99,0 %, Martial 96,0 %, med 535 afvigelser, men Persius og Juvenal igen 88,0 %, 88,7 %, med 517 afvigelser.
I pentametrenes versslutning, 94,1 % med 928 afvigelser, har Catul, Tibul, Properts og Martial 38,3 %, 92,9 %, 88,8 %, 88,0 %, med 198, 44, 225 og 397 afvigelser fra de eksemplariske versslutninger, som Ovid i 99,5 % fulgte, med 52 afvigelser.
Modifica file Audio? è possibile (slow/fast! or minimize/download …⬆️)
Eksemplariske vers, det første det bedste fra vers 1. File audio - 20:24 minuti!
Slow file! (0,75) 27:12 minuti è possibile Fast file! (1,25) 16:20 minuti (...⬆️)
NB! Håndteringen af enklitiske ord m.m. diskuteres i kapitel 5 (epilog) in fine
________________________________________________________________________________
Flerstavelsesord i kun en af to sidecæsurer, to korte ord i den anden, tolereres
Enstavelsesord kan altid elidere. ’s’ foran dobbeltmellemrum viser kort stavelse
Quintus Ennius: Annaler, 3. bog (Loeb), flest mulige fragmenter på række
157 Exin Tarquinium bona femina lavit et unxit. [ ]
158 prodinunt famuli: tum candida lumina lucent. [ ]
159 'hac noctu filo pendebit Etruria tota.' [1]
160 postquam defessi sunt stare et spargere sese [ ]
161 hastis ansatis, concurrunt undique telis. [ ]
162 caelum prospexit stellis fulgentibus aptum. [ ]
163 inde sibi memorat unum superesse laborem: [1]?
Gajus Lucilius: Satirer, 9. bog (Loeb), flest mulige vers på række
405 Illa 'poesis' opus totum, ut tota Ilias una est, [ ]
406 una thesis sunt Annales Enni atque epos unum, [ ]
407 et maius multo est quam quod dixi ante 'poema', [ ]
408 quapropter dico - nemo qui culpat Homerum [ ]
409 perpetuo culpat, neque quod dixi ante 'poesin'; [ ]
410 versum unum culpat, verbum, enthymema, locumve. [ ]
Gajus Lucilius: Satirer, 15. bog (Loeb)
511 Hunc milli passum qui vicerit atque duobus [1]
512 Campanus sonipes succussor nullus sequetur [ ]
513 maiore in spatio ac diversus videbitur ire. [ ]
516 vilicum Aristocratem mediastrinum atque bubulcum [ ]
517 commanducatus conrupit, ad incita adegit. [ ]
518 trulleus pro stomide huic ingens de naribus pendet. [ ]
Titus Lucretius Carus: Om verdens natur, 4. bog (Oxford C.T.)
1 Avia Pieridum peragro loca nullius ante [ ]
2 trita solo. iuvat integros accedere fontis [ ]
3 atque haurire, iuvat -que novos decerpere flores [ ]
4 insignemque meo capiti petere inde coronam [ ]
5 unde prius nulli velarint tempora musae; [ ]?
6 primum quod magnis doceo de rebus et artis [ ]
7 religionem animum nodis exsolvere pergo, [ ]
8 deinde quod obscura de re tam lucida pango [ ]?
9 carmina, musaeo contingens cuncta lepore. [ ]
10 id quoque enim non ab nulla ratione videtur. [ ]
Gajus Valerius Catullus: Digte (Oxford C.T.)
62. digt.
49 Vt uidua in nudo uitis quae nascitur aruo, [ ]?
50 numquam se extollit, numquam mitem educat uuam, [ ]
51 sed tenerum prono deflectens pondere corpus [ ]?
52 iam iam contingit summum radice flagellum; [ ]
53 hanc nulli agricolae, nulli coluere iuuenci: [ ]
54 at si forte eadem est ulmo coniuncta marito, [ ]
55 multi illam agricolae, multi coluere iuuenci: [ ]
56 sic uirgo dum intacta manet, dum inculta senescit; [ ]
57 cum par conubium maturo tempore adepta est, [ ]?
58 cara uiro magis et minus est inuisa parenti. [ ]
Gajus Valerius Catullus: Digte (Oxford C.T.), eneste fire distika på række
80. digt. .
1 Quid dicam, Gelli, quare rosea ista labella [1]
2 hiberna fiant ¨ candidiora niue, [ ]
3 mane domo cum exis et cum te octaua quiete [ ]
4 e molli longo ¨ suscitat hora die? [ ]
5 nescio quid certe est: an uere fama susurrat [ ]
6 grandia te medii ¨ tenta uorare uiri? [ ]
7 sic certe est: clamant Victoris rupta miselli [ ]
8 ilia, et emulso ¨ labra notata sero. [ ]
________________________________________________________________________________
Quintus Horatius Flaccus: Epistler, 1. bog (Oxford C.T.), eneste hele digt
13. digt.
1 Vt proficiscentem docui te saepe diuque, [ ]
2 Augusto reddes signata volumina, Vini, [ ]
3 si validus, si laetus erit, si denique poscet; [ ]
4 ne studio nostri pecces odiumque libellis [ ]
5 sedulus importes opera vehemente minister. [ ]
6 si te forte meae gravis uret sarcina chartae, [ ]
7 abicito potius quam quo perferre iuberis [ ]
8 clitellas ferus impingas, Asinaeque paternum [ ]
9 cognomen vertas in risum et fabula fias. [ ]
10 viribus uteris per clivos, flumina, lamas. [2]
11 victor propositi simul ac perveneris illuc, [ ]
12 sic positum servabis onus, ne forte sub ala [ ]
13 fasciculum portes librorum ut rusticus agnum, [ ]
14 ut vinosa glomus furtivae Pyrria lanae, [1]
15 ut cum pilleolo soleas conviva tribulis. [ ]
16 ne vulgo narres te sudavisse ferendo [ ]
17 carmina, quae possint oculos aurisque morari [ ]
18 Caesaris, oratus multa prece nitere porro. [2]
19 vade, vale, cave ne titubes mandataque frangas. [ ]
Publius Vergilius Maro: Æneiden, 1. sang (Oxford C.T.) .
1 Arma virumque cano, Troiae qui primus ab oris [1]
2 Italiam fato profugus Lavinaque venit [1]
3 litora - multum ille et terris iactatus et alto [ ]
4 vi superum, saevae memorem Iunonis ob iram, [ ]
5 multa quoque et bello passus, dum conderet urbem [ ]
6 inferretque deos Latio - genus unde Latinum [ ]
7 Albanique patres atque altae moenia Romae. [1]
8 Musa, mihi causas memora, quo numine laeso [1]
9 quidve dolens regina deum tot volvere casus [ ]
10 insignem pietate virum, tot adire labores [ ]
11 impulerit. tantaene animis caelestibus irae? [ ]
12 Vrbs antiqua fuit (Tyrii tenuere coloni) [ ]
13 Karthago, Italiam contra Tiberinaque longe [ ]
14 ostia, dives opum studiisque asperrima belli; [ ]
15 quam Iuno fertur terris magis omnibus unam [ ]?
16 posthabita coluisse Samo: hic illius arma, [ ]?
17 hic currus fuit; hoc regnum dea gentibus esse, [ ]
18 si qua fata sinant, iam tum tenditque fovetque. [1]
Albius Tibullus: Elegier, 1. bog (Artemis Verlag) .
1. digt. .
1 Divitias alius fulvo sibi congerat auro [ ]
2 et teneat culti ¨ iugera multa soli, [ ]
3 quem labor assiduus vicino terreat hoste, [ ]?
4 Martia cui somnos ¨ classica pulsa fugent: [ ]
5 me mea paupertas vita traducat inerti, [ ]?
6 dum meus assiduo ¨ luceat igne focus. [ ]
7 ipse seram teneras maturo tempore vites [ ]?
8 rusticus et facili ¨ grandia poma manu, [ ]
9 nec Spes destituat, sed frugum semper acervos [ ]
10 praebeat et pleno ¨ pinguia musta lacu. [ ]
11 nam veneror, seu stipes habet desertus in agris [ ]
12 seu vetus in trivio ¨ florida serta lapis; [ ]
13 et quodcumque mihi pomum novus educat annus, [1]
14 libatum agricolae ¨ ponitur ante deo: [ ]
15 flava Ceres, tibi sit nostro de rure corona [1]
16 spicea, quae templi ¨ pendeat ante fores, [ ]
17 pomosisque ruber custos ponatur in hortis, [ ]
18 terreat ut saeva ¨ falce Priapus aves. [ ]
________________________________________________________________________________
Sextus Propertius: Elegier, 2. bog (Artemis Verlag)
12. digt. .
1 Quicumque ille fuit, puerum qui pinxit Amorem, [ ]
2 nonne putas miras ¨ hunc habuisse manus? [ ]
3 is primum vidit sine sensu vivere amantis, [ ]
4 et levibus curis ¨ magna perire bona. [ ]
5 idem non frustra ventosas addidit alas [ ]
6 fecit et humano ¨ corde volare deum: [1]
7 scilicet alterna quoniam iactamur in unda, [ ]
8 nostraque non ullis ¨ permanet aura locis. [ ]
9 et merito hamatis manus est armata sagittis, [2]
10 et pharetra ex humero ¨ Cnosia utroque iacet, [ ]
11 ante ferit quoniam tuti quam cernimus hostem, [ ]
12 nec quisquam ex illo ¨ vulnere sanus abit. [ ]
13 in me tela manent, manet et puerilis imago: [1]
14 sed certe pennas ¨ perdidit ille suas; [ ]
15 evolat heu! nostro quoniam de pectore nusquam, [ ]
16 assiduusque meo ¨ sanguine bella gerit. [ ]
17 quid tibi iucundum est siccis habitare medullis? [ ]
18 si pudor est, alio ¨ traice bella tua! [ ]
Publius Ovidius Naso: Elskovsdigte, 1. bog (Oxford C.T.) .
1. digt. .
1 Arma graui numero uiolentaque bella parabam [ ]
2 edere, materia ¨ conueniente modis. [ ]
3 par erat inferior uersus; risisse Cupido [ ]
4 dicitur atque unum ¨ surripuisse pedem. [ ]
5 'quis tibi, saeue puer, dedit hoc in carmine iuris? [ ]
6 Pieridum uates, ¨ non tua, turba sumus. [ ]
7 quid, si praeripiat flauae Venus arma Mineruae, [ ]
8 uentilet accensas ¨ flaua Minerua faces? [ ]
9 quis probet in siluis Cererem regnare iugosis, [ ]
10 lege pharetratae ¨ uirginis arua coli? [ ]
11 crinibus insignem quis acuta cuspide Phoebum [2]
12 instruat, Aoniam ¨ Marte mouente lyram? [ ]
13 sunt tibi magna, puer, nimiumque potentia regna: [ ]
14 cur opus adfectas ¨ ambitiose nouum? [ ]
15 an, quod ubique, tuum est? tua sunt Heliconia tempe? [ ]
16 uix etiam Phoebo ¨ iam lyra tuta sua est? [ ]
17 cum bene surrexit uersu noua pagina primo, [ ]
18 attenuat neruos ¨ proximus ille meos. [ ]
Publius Ovidius Naso: Forvandlinger, 2. bog (Rizzoli) .
1 Regia Solis erat sublimibus alta columnis, [ ]
2 clara micante auro flammasque imitante pyropo, [ ]
3 cuius ebur nitidum fastigia summa tegebat, [ ]
4 argenti bifores radiabant lumine valvae. [ ]
5 materiam superabat opus; nam Mulciber illic [ ]
6 aequora caelarat medias cingentia terras [ ]
7 terrarumque orbem caelumque quod imminet orbi. [ ]
8 caeruleos habet unda deos, Tritona canorum [ ]
9 Proteaque ambiguum ballenarumque prementem [ ]?
10 Aegaeona suis immania terga lacertis [ ]
11 Doridaque et natas, quarum pars nare videtur, [ ]
12 pars in mole sedens virides siccare capillos, [ ]
13 pisce vehi quaedam; facies non omnibus una, [ ]
14 non diversa tamen, qualem decet esse sororum. [ ]
15 terra viros urbesque gerit silvasque ferasque [ ]
16 fluminaque et nymphas et cetera numina ruris. [ ]
17 haec super imposita est caeli fulgentis imago [ ]
18 signaque sex foribus dextris totidemque sinistris. [ ]
________________________________________________________________________________
Marcus Annaeus Lucanus: Borgerkrigen, 4. bog (Budé) .
1 At procul extremis terrarum Caesar in oris [ ]
2 Martem saevus agit non multa caede nocentem, [ ]
3 maxima sed fati ducibus momenta daturus. [1]
4 iure pari rector castris Afranius illis [ ]?
5 ac Petreius erat: concordia duxit in aequas [ ]
6 imperium commune vices, tutelaque valli [ ]
7 pervigil alterno paret custodia signo. [1]
8 his praeter Latias acies erat inpiger Astur [ ]
9 Vettonesque leves profugique a gente vetusta [1]
10 Gallorum Celtae miscentes nomen Hiberis. [ ]
11 Colle tumet modico lenique excrevit in altum [1]
12 pingue solum tumulo; super hunc fundata vetusta [ ]
13 surgit Ilerda manu; placidis praelabitur undis [ ]
14 Hesperios inter Sicoris non ultimus amnis, [ ]
15 saxeus ingenti quem pons amplectitur arcu [ ]
16 hibernas passurus aquas. At proxima rupes [ ]
17 signa tenet Magni; nec Caesar colle minore [ ]
18 castra levat; medius dirimit tentoria gurges. [ ]
Publius Vergilius Maro (pseudo): Ætna (Oxford C.T.) .
1 Aetna mihi ruptisque cauis fornacibus ignes [ ]
2 et quae tam fortes uoluant incendia causae, [ ]
3 quid fremat imperium, quid raucos torqueat aestus, [ ]
4 carmen erit. dexter uenias mihi carminis auctor, [ ]
5 seu te Cynthos habet, seu Delo gratior Hyla, [ ]?
6 seu tibi Dodone potior, tecumque fauentes [2]?
7 in noua Pierio properent a fonte sorores [ ]
8 uota: per insolitum Phoebo duce tutius itur. [ ]
9 aurea securi quis nescit saecula regis, [ ]
10 cum domitis nemo Cererem iactaret in aruis [1]
11 uenturisque malas prohiberet fructibus herbas, [ ]
12 annua sed saturae complerent horrea messes, [ ]
13 ipse suo flueret Bacchus pede mellaque lentis [ ]
14 penderent foliis et pingui Pallas oliua [ ]
15 (?)secretos amnis ageret tum gratia ruris? [ ]?
16 non cessit cuiquam melius sua tempora nosse. [ ]
17 ultima quis tacuit iuuenum certamina, Colchos? [ ]
Tib. Catius Silius Italicus: Puniske krig, 1. bog (Corpus P.L.)
1 Ordior arma, quibus caelo se gloria tollit [ ]?
2 Aeneadum, patiturque ferox Oenotria iura [ ]
3 Carthago. da, Musa, decus memorare laborum [3]?
4 antiquae Hesperiae, quantosque ad bella crearit [ ]
5 et quot Roma uiros, sacri cum perfida pacti [ ]
6 gens Cadmea super regno certamina mouit, [ ]
7 quaesitumque diu, qua tandem poneret arce [ ]?
8 terrarum Fortuna caput. ter Marte sinistro [ ]
9 iuratumque Ioui foedus conuentaque patrum [ ]
10 Sidonii fregere duces, atque impius ensis [2]?
11 ter placitam suasit temerando rumpere pacem. [ ]
12 sed medio finem bello excidiumque uicissim [ ]
13 molitae gentes, propiusque fuere periclo [ ]
14 quis superare datum: reserauit Dardanus arces [ ]
15 ductor Agenoreas, obsessa Palatia uallo [ ]
16 Poenorum ac muris defendit Roma salutem. [ ]
17 tantarum causas irarum odiumque perenni [ ]
18 seruatum studio et mandata nepotibus arma [ ]
19 fas aperire mihi superasque recludere mentes. [ ]
________________________________________________________________________________
Publius Papinius Statius: Lejlighedsdigte, 1. bog (Loeb) .
3. digt.
1 Cernere facundi Tibur glaciale Vopisci [1]
2 si quis et inserto geminos Aniene penates [ ]
3 aut potuit sociae commercia noscere ripae [ ]
4 certantesque sibi dominum defendere villas, [ ]
5 illum nec calido latravit Sirius astro, [ ]?
6 nec gravis aspexit Nemeae frondentis alumnus: [ ]
7 talis hiems tectis, frangunt sic improba solem [ ]
8 frigora, Pisaeum -que domus non aestuat annum. [ ]
9 ipsa manu tenera tecum scripsisse Voluptas [1]?
10 tunc Venus Idaliis unxit fastigia sucis [ ]
11 permulsitque comis blandumque reliquit honorem [ ]
12 sedibus, et volucres vetuit discedere natos. [ ]
13 o longum memoranda dies! quae mente reporto [ ]
14 gaudia, quam lassos per tot miracula visus! [ ]
15 ingenium quam mite solo! quae forma beatis [ ]
16 ante manus artemque locis! non largius usquam [ ]
17 indulsit Natura sibi. nemora alta citatis [3]
18 incubuere vadis: fallax responsat imago [ ]
19 frondibus, et longas eadem fugit umbra per undas. [ ]
Aules Persius Flaccus: Satirer (Oxford C.T.)
4. digt. .
1 'Rem populi tractas?' (barbatum haec crede magistrum [ ]
2 dicere, sorbitio tollit quem dira cicutae) [ ]
3 'quo fretus? dic hoc, magni pupille Pericli. [ ]
4 scilicet ingenium et rerum prudentia uelox [ ]
5 ante pilos uenit, dicenda tacendaue calles. [ ]
6 ergo ubi commota feruet plebecula bile, [ ]
7 fert animus calidae fecisse silentia turbae [ ]
8 maiestate manus. quid deinde loquere? "Quirites, [ ]
9 hoc puta non iustum est, illud male, rectius illud." [ ]
10 scis etenim iustum gemina suspendere lance [ ]
11 ancipitis librae, rectum discernis ubi inter [ ]
12 curua subit uel cum fallit pede regula uaro, [ ]
13 et potis es nigrum uitio praefigere theta. [ ]
14 quin tu igitur summa nequiquam pelle decorus [ ]?
15 ante diem blando caudam iactare popello [ ]
16 desinis, Anticyras melior sorbere meracas? [ ]
17 quae tibi summa boni est? uncta uixisse patella [ ]
18 semper et adsiduo curata cuticula sole? [2]?
Marcus Valerius Martialis: Epigrammer, 1. bog (Loeb)
70. digt. .
1 Vade salutatum pro me, liber: ire iuberis [2]
2 ad Proculi nitidos, ¨ officiose, lares. [ ]?
3 quaeris iter, dicam. vicinum Castora canae [ ]
4 transibis Vestae ¨ virgineamque domum. [ ]
5 inde sacro veneranda petes Palatia clivo, [ ]
6 plurima qua summi ¨ fulget imago ducis. [ ]
7 nec te detineat miri radiata colossi [ ]
8 quae Rhodium moles ¨ vincere gaudet opus. [ ]
9 flecte vias hac qua madidi sunt tecta Lyaei [ ]
10 et Cybeles picto ¨ stat Corybante tholus. [ ]
11 protinus a laeva clari tibi fronte Penates [1]
12 atriaque excelsae ¨ sunt adeunda domus. [ ]
13 hanc pete: ne metuas fastus limenque superbum, [ ]
14 nulla magis toto ¨ ianua poste patet, [ ]
15 nec propior quam Phoebus amet doctaeque sorores. [ ]
16 si dicet "Quare ¨ non tamen ipse venit?" [ ]
17 sic licet excuses "Quia qualiacumque leguntur [ ]
18 ista, salutator ¨ scribere non potuit." [1]
________________________________________________________________________________
Decimus Iunius Iuvenalis: Satirer, 1. bog (Oxford C.T.) .
3. digt. .
232 Plurimus hic aeger moritur uigilando (sed ipsum [ ]
233 languorem peperit cibus inperfectus et haerens [ ]
234 ardenti stomacho); nam quae meritoria somnum [ ]
235 admittunt? magnis opibus dormitur in urbe. [ ]
236 inde caput morbi. raedarum transitus arto [ ]
237 uicorum in flexu et stantis conuicia mandrae [ ]
238 eripient somnum Druso uitulisque marinis. [1]
239 si uocat officium, turba cedente uehetur [ ]?
240 diues et ingenti curret super ora Liburna [ ]
241 atque obiter leget aut scribet uel dormiet intus; [ ]
242 namque facit somnum clausa lectica fenestra. [ ]
243 ante tamen ueniet: nobis properantibus obstat [ ]
244 unda prior, magno populus premit agmine lumbos [ ]
245 qui sequitur; ferit hic cubito, ferit assere duro [ ]
246 alter, at hic tignum capiti incutit, ille metretam. [ ]
247 pinguia crura luto, planta mox undique magna [ ]
248 calcor, et in digito clauus mihi militis haeret. [1]
249 nonne uides quanto celebretur sportula fumo? [ ]
Læsning med rytmisk skandering af samtlige eksemplariske vers
________________________________________________________________________________
283 vers findes udskrevet her. Intet vers genfindes i registrene over afvigende ord, forkert betonede ord eller metrisk mangelfulde vers i afsnit 2], 3] og 4].
Otte gange er der kun et ordpar op til den ene af dobbelte sidecæsurer, men de betoner rytmisk rimeligt det første ord alligevel (læst i rækkefølge quam quod, minus est, et cum, quam quo, probet in, quae tam, potis es, pete ne) og gælder eksemplarisk, fordi den modstående sidecæsur har flerstavelsesord. Ordpar, hvor der centreret kunne være læst midtercæsur, men foretrækkes sidecæsurer, og flere andre ordpar friholdt af cæsur eller versslutning, kan variabelt falde ind i en rytmisk betoning, som flerstavelsesord på stedet tilsvarende ville gøre det. - Afsnit 2].
46 vers genfindes i registrene over ubekvemt betonede ord i afsnit 5]. De er på stedet frie varianter i samspil med naturligt eller normalt betonede og ikke til at komme udenom af og til i første fod og fjerde fod. De kan lyde lidt underligt.
Ikke flere vers findes udskrevet her. Den overvældende forekomst af velvalgte ord i næsten alle vers, ”naturligt” op til cæsur, ”normalt” især op til versslutning, i alt en kolossal andel af de 640.000 ord fra Ennius til Juvenal, kan ikke godt blive emnet for en problemformulering, der ikke spørger: Hvor langt er vi? men: Hvor langt er vi fra, i antal og promille, at bestemme betoninger som bærende?
Corpus Poetarum Omnium gør alle vers, og andre versemål af de samme digtere, let tilgængelige fordelt på næsten 6.800 skærmbilleder, hvert på op til 18 vers med forfatter, værk, bog, digt og digtnummer, snildt i format til umiddelbart at blive læst enkeltvis på mobiltelefon eller firdobbelt på computerskærm. Det er database for lystlæsning og til studiebrug. Lyst det er at se derpå og måske med apostlen Paulus at læse højt: ”først som et rungende malm, og så som en klingende bjælde!” naturligt og naturligt markeret ved cæsur og cæsur, normalt og normalt afstumpet frem til versslutning. Eller første del italiensk intoneret ”gli amori dei romani” [amó-ori dei romá-ani], og så sidste del på spansk ”los amores de los romanos”, læst som på det sprog, der ikke elsker de lange vokaler og dobbelte konsonanter.
Sextus Propertius: Elegier, 2. bog (Artemis Verlag)
3. digt.
29 gloria Romanis una es tu nata puellis: [ ]
30 Romana accumbes ¨ prima puella Iovi, [ ]
Sådan, men end ikke på puellis og puella må der moduleres, hvor de står ”normalt”.
Akademiet for teoretisk og anvendt Metrik råder på hjemadresssen over den eneste, nu forældede computer fra 2003, der kan arbejde i versprogrammet med indskrivning og til studiebrug. Programmet kan ikke længere udskrive efter den oprindelige pædagogiske hensigt eller overføres til anden adresse. Desværre, men hensigten er blevet en anden, at udskrive overskueligt på filer - nu udsat i LatinaLectio.
Hvor langt er vi fra, hvis alle skal med? (meget få vers medtælles i mere end ét afsnit)
99.614 vers (alle 100 %) analyseret ud fra den eksemplariske norm, heraf kun fundet
4.112 vers med afvigende ord (eller flere) og dér kun-rytmiske (udskrevet i afsnit 2)
2.364 vers med forkert ord (eller flere) og dér kun-metriske (udskrevet i afsnit 3)
1.076 vers med overskrevet cæsur og dér kun-daktyliske (udskrevet i afsnit 4).
Det ses af denne foreløbige konklusion på problemformuleringen, at kravene ikke opfyldes rimeligt, hvis alle skal med. Af tæt på 100.000 vers har 4,1 % afvigende ord, 2,4 % forkerte ord, 1,1 % dårlige vers uden cæsur. 7,6 % er mange! - Men det er meningsløst at ville nøjes med det krav, at daktyliske vers skal være daktyliske (daktyler eller spondæer), for at få alle med og få 0,0 % undtagelser.
FRA EKSEMPLARISK NED TIL DAKTYLISK, TRE FJERDEDELE (OG ÉN FJERDEDEL)
________________________________________________________________________________
Eksemplariske vers har flerstavelsesord i midtercæsur, heksametre alternativt i mindst én sidecæsur af to. (Næstsidste taktdel er betonet). De har i versslutningen to flerstavelsesord, heksametre med femtesidste og næstsidste stavelse betonet lang, pentametre med fjerdesidste og næstsidste stavelse betonet lang og kort. (Et par selvfølgeligheder gælder uden undtagelse alle digtere: 1) fordi der er to flerstavelsesord i femte og sjette fod, er femte ikke spondæisk, 2) sjette fod er altid spondæisk, pentametres fjerde og femte fod altid daktyliske - og allersidste stavelse kan gerne være kort).
Dette er givet som de skarpest tænkelige krav til det rytmisk, metrisk og daktylisk korrekte, der tillige bliver eksemplarisk fuldendt. Og der bør ikke stilles flere.
Som udgangspunkt er derfor hver digter for sig vurderet på de således formulerede krav. Procenttallene skærer knivskarpt de regelrette, der niveau for niveau, ord for ord, højst har nogle promille, måske en til halvanden procent, som undtagelser, fra de lemfældige, hvor undtagelserne kan løbe op i tocifrede procenter. (Det knivskarpe må forstås med meget små forbehold: -ve/-ue/-ne ikke, som ellers -que, om nødvendigt frakoblet og ikke enklitisk; inter, nescio, apud foran pronomen rytmisk betonet rigtigt intér, nescío, apúd. Dér kan promillerne bedrage).
Fordomsfrit er digterne derpå sammenholdt som flest mulige ensartede forfattere til daktyliske vers. Den fordom, at f.eks. Catul og Horats skulle være nemme og anskuelige i versbygning, egnede til indføring i metrik og daktyliske vers, lader sig bastant afvise. Men det befriende resultat er blevet, at ikke kun et stort antal, regnet i mængden af vers i forfatterskaberne, men endog i alt væsentligt en storslået sammenhængende blok udgørende tre fjerdedele af alles tekstmængde, fra Vergil (måske Vergil-pseudo) som den første til Statius som den sidste, klart har reduceret undtagelserne såvel i summen som i enkelthederne til et minimum. De tidlige indtil Horats, de sene fra Martial til Juvenal på nogle punkter, men ikke alle, unddrager sig summen af de skarpest tænkelige krav og afviger mangfoldigt. Dette bliver da den endelige konklusion på problemformuleringen:
Hvor langt er vi fra, hos tre fjerdedele? (meget få vers medtælles i mere end ét afsnit)
74.705 vers (netop 75 %) analyseret ud fra den eksemplariske norm, heraf kun fundet
1.620 vers med afvigende ord (eller flere) og dér kun-rytmiske (udskrevet i afsnit 2)
696 vers med forkert ord (eller flere) og dér kun-metriske (udskrevet i afsnit 3)
354 vers med overskrevet cæsur og dér kun-daktyliske (udskrevet i afsnit 4).
Af tæt på 75.000 vers har 2,2 % afvigende ord, 0,9 % forkerte ord, 0,5 % dårlige vers uden cæsur. 3,6 % er ikke halvt så mange som gennemsnittet af alle!
1 vers ud af nær 28 er ikke eksemplarisk – ofte Properts' pentametre ...
Hvor langt er vi fra, hos én fjerdedel? (ikke så få vers medtælles i mere end ét afsnit)
24.909 vers (netop 25 %) analyseret ud fra den eksemplariske norm, heraf fundet hele
2.492 vers med afvigende ord (eller flere) og dér kun-rytmiske (udskrevet i afsnit 2)
1.668 vers med forkert ord (eller flere) og dér kun-metriske (udskrevet i afsnit 3)
722 vers med overskrevet cæsur og dér kun-daktyliske (udskrevet i afsnit 4).
Af tæt på 25.000 vers har 10,0 % afvigende ord, 6,7 % forkerte ord, 2,9 % dårlige vers uden cæsur. 19,6 % er to en halv gang så mange som gennemsnittet af alle!
1 vers ud af nær 5 er ikke eksemplarisk – ofte Catuls og Martials pentametre ...
Data og analyse 2-5 Prossimo Romersk fod på daktylisk vers, 2
Ritorna a LECTOR “Romersk fod på daktylisk vers, 1 til 5“
Kapitlet er uændret som affattet, før der i april 2020 og i august 2020 var tanke for at indlæse Lectio poetarum omnium, at oprette hjemmesiden LatinaLectio og at offentliggøre hele Corpus poetarum omnium i 68 arkiver og i 497 lydfiler.
– Statius, Petrarca og Pontano er fra maj 2021 dokumenteret, Statius indregnet.
LatinaLectio 